Boganmeldelse
12. jan. 2021 | 21:43

Friheden til at lave hva’ fuck man vil

Foto | Det Danske Filmværksted
Thomas Vinterbergs første film Sneblind blev lavet med støtte fra Filmværkstedet og DR, men public service-stationen fandt filmen for dårlig til at blive vist.

Bog om filmværkstederne fortæller underholdende og interessante historier, der viser, hvilken enorm betydning dette frirum har for dansk film.

Af Mikkel Krebs Behnke

”Frygt ikke fejl. For der er ingen,” udtalte jazz-trompetisten Miles Davis for år tilbage. 

Det kunne lige så godt have været overskriften for de danske filmværksteder. Værkstedstanken fordrer kunsten at mislykkes.

Her handler det ikke om succes, resultat og publikumstal. Det handler om at lave film og prøve sig frem. Og siden det første værksted åbnede på Vesterbro i 1970, har alle og enhver – uden nogen uddannelse – kunnet prøve kræfter med at skabe film.

I dette eksperimenterende frirum er der kommet simple og syrede film. Men også store filmskabere som Thomas Vinterberg, Christina Rosendahl, Jørgen Leth, Janus Metz og Pernille Fischer Christensen har taget deres første skridt i denne vigtige institution.

I anledningen af værkstedernes 50-års jubilæum har forfatter og filmskaber Sebastian Cordes udgivet en flot illustreret bog om stedets historie.

Gennem atten forskellige interviews med filmskabere, der alle har benyttet de danske filmværksteder, samt enkelte essays om tidsstrømningerne har Cordes strikket en levende fortælling sammen.

Det er svært ikke at elske Friheden til at lave hva’ fuck man vil, der giver indblik i drømmere og excentrikeres tanker og oplevelser med at lave film, hvor der er højt til loftet. Selv om bogen nok mest er for filmnørderne, vil de fleste kende nogle af de navne, der optræder i bogen.

Vi har ikke altid haft et filmværksted i Danmark. Slet ikke i pluralis. Tilbage i slutningen af 1960’erne var film for de professionelle.

”Alle skal kunne lave film,” fortæller instruktør, filmfotograf og senere medstifter af Filmværkstedet Ole John.

Også Jørgen Leth var kritisk over for tilstanden i dansk film. Han var kritisk over for, at film altid skulle ”kunne betale sig”. Efter hans opfattelse burde de være mere ”primitive”.

For at gøre filmproduktion mere demokratisk besatte en række unge Den Danske Filmskole. De mente, at alle burde have adgang til filmudstyret, når eleverne ikke benyttede sig af det. Christian Braad Thomsen, elev på dette tidspunkt, lukkede dem ind med sin nøgle.

Ud af disse frustrationer voksede Filmværkstedet – et demokratisk sted, hvor almindelige mennesker kunne prøve kræfter med det medie, som alle var blevet afhængige af siden tv’ets fremkomst.

”Jeg vil gerne låne et kamera til at filme nogle fugle med hvis det er mugligt. Vendlig hilsen, Mogens Sørensen.” Sådan lyder ordret – inklusive stavefejlene – en ansøgning til Filmværkstedet i 1971.

I begyndelsen var det menigmand, der søgte. I dag er billedet noget andet. Filmværkstederne i København, Odense, Århus og Viborg er samlet under paraplyorganisationen Filmtalent.

Nu produceres der ikke kun film om fugle, men prisvindende værker af store talenter som Zinnini Elkington, Andrias Høgenni, Kristian Håskjold og Ulaa Salim. De har alle triumferet på Ekko Shortlist, hvor mange af det seneste årtis film fra værkstederne kan ses.

Friheden til at gøre hva’ fuck man vil er spækket med underholdende og interessante historier. 

Thomas Vinterberg begyndte sin karriere ved en pølsebod i Kødbyen. På sin første, stort opsatte kortfilm måtte han og fotografen lære forskellen mellem tænd og sluk på kameraet. Det endte i en fadæse, hvor DR, der ellers havde støttet filmen, nægtede at vise den, fordi den simpelthen ikke var god nok.

Morten Hartz Kaplers, skaberen af den anmelderroste mockumentary AFR, fortæller, at han blev overvåget i forbindelse med produktionen af filmen, og at Pia Kjærsgård sammenlignede ham med Goebbels.

Man kan også læse om Michael Kvium og Christian Lemmerz’ syrede, kunstneriske voodoo-eksperimenter.

Men fælles for alle dem, der medvirker i bogen, er værkstedernes betydning. Pernille Fischer Christensen fortæller, at hun lærte mere her end på Filmskolen, fordi der var en kunstnerisk frihed i det ”udygtige”.

For dokumentaristen Torben Skjødt Jensen blev Filmværkstedet hans filmskole. Og uden denne institution havde Anna Eborn slet ikke lavet film i dag, fortæller instruktøren bag outsiderskildringer som Pine Ridge.

De danske filmværksteder er unikke. De findes ikke andre steder end i Danmark. Og i 2019 var Filmværkstedet København lukningstruet, men blev reddet på målstregen. 

Det viser, at den krøllede institution er noget, vi ikke må tage for givet. Vi skal kæmpe for friheden. Med Ulaa Salims ord: ”Friheden til at lave, hva’ fuck man vil.”

Kommentarer

Titel:
Friheden til at lave hva' fuck man vil

År:
2020

Forfatter:
Sebastian Cordes

Forlag:
Filmværkstedets forlag

Omfang:
192 sider

Pris:
149,95 kroner

© Filmmagasinet Ekko