Frost 2

”Hørte du det?” spørger Disney-universets sejeste prinsesse, Elsa, der kan styre is, sne og frost.

Noget kalder på hende. En sirenesang, som ingen andre kan høre, drager hende mod et ukendt land.

Hvordan Elsa (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) er kommet i besiddelse af sine magiske kræfter, har været et åbent spørgsmål siden den første Frost, og det driver historien frem i opfølgeren.

Da hendes kongerige Arendal bliver truet, må Elsa, søsteren Anna, den modige Kristoffer, rensdyret Sven og den altid optimistiske og talende snemand Olaf begive sig ud på en mission for at sikre rigets ve og vel.

Selvfølgelig er der nuancer i regnbuen, hvor især dyrene og de magiske væsner med Olaf (Martin Brygmann) i spidsen fremtvinger de største smil og grin.

Verdens største elsker af varme kram er blevet lidt ældre og befinder sig i hvad, der minder om en eksistentiel krise. Meningen med livet og emner af den kaliber rumsterer i Olafs lille snefnughoved.

Han legemliggør den barnlige naivitet, vi alle har haft, inden vi blev voksne og mistede uskylden. Af samme grund har han sin helt egen, ustyrligt morsomme opfattelse af situationer.

Da vores helte ankommer til den fortryllede skov og møder Tundra-folket, giver Olaf en vidunderlig opsummering af historien så langt. Han minder om en hofnar fra middelalderen, der havde carte blanche til at sætte tingene på spidsen i underholdningens tegn.

Nye magiske væsner gør også deres indtog. De fire elementer – ild, vand, vind og jord – bliver næsten alle legemliggjort. Især en skæppeskøn ildsalamander er ikke til at stå for, selv om karakterdesignet måske har lige lovligt meget tilfælles med kamæleonen Pascal fra Disneys To på flugt.

Men det vil de færreste små prinsesser blandt publikum bide mærke i. De er i biografen for at se Elsa sparke røv, og hun får også rig mulighed for at flekse med sine is-skabende færdigheder. Der er dog ingen decideret skurk, og fraværet af en antagonist berøver filmen – og Elsa – for en snert af nerve og intensitet, som kun en vederstyggelig personage kan frembringe.

I stedet er det endnu en gang et spørgsmål om at overkomme de restriktioner, som omverdenen – og ikke mindst én selv – sætter.

Livet som dronning i de royale gemakker er ikke noget for den udlængselshungrende heltinde. Ved det første glimt af spænding går der ikke mange øjeblikke, før hun er ude af døren!

På den front er der heller ikke de store forandringer i forhold til Frost. De andre helte brydes op i mindre grupper, og så fræser de ellers igennem den ene forhindring efter den anden for at indhente Elsa.

En opfindsom nyskabelse er, at vand kan huske. Med det koncept forbindes fortiden og nutiden let og elegant, idet Elsa som bekendt kan fryse vand til is. Det ene mere imponerende is-skulptur-tableau efter det andet fortæller historier, der enten har været glemt eller er et af fortidens mysterier.

Et par af de her spøgelsesbilleder lægger da også pres på tårekanalerne, for det ville jo ikke være en Disney-film, hvis ikke der bliver snøftet lidt.