Før frosten

Det er sjældent, at en filmklipper bliver fremhævet for sit arbejde. Måske fordi et godt klippearbejde oftest går hånd i hånd med en god film og æren derfor tilfalder instruktøren.

Men i Før frosten er det på sin plads at fremhæve Michael Noers faste filmklipper, den erfarne Adam Nielsen.

For selv om det er svært at se, hvor den interessante historie ligger begravet i manuskriptet, keder man sig aldrig. Dertil er klipningen for smidig og elegant. Man føres behændigt gennem det klassiske periodedrama, der er centreret om evigt fængslende Jesper Christensen, hvis ansigt alene kan bære mangen en film.

Ko-Jens, som han bliver kaldt, er en stolt selvejerbonde, der kerer sig om sin plads i kirken, der i Danmark midt i 1800-tallet er inddelt efter social klasse. Da han og datteren Signe (Clara Rosager) bliver degraderet til en plads lige foran ”drukkenbolte og daglejere”, bliver Jens fornærmet.

”Vi er selvejere!” proklamerer han, men det er kun på et hængende halmstrå. Høsten har slået fejl, koen skal sælges, og maverne er tomme.

Jens, Signe og de to hjælpere på gården, Signes fætre Mads (Bertil De Lorenzi) og Peder (Elliott Crosset Hove), deler en humpel råddent brød, mens Jens funderer over, hvordan de kan overleve vinteren. Gården er faldefærdig og jorden sumpet, så den største værdi finder han i Signe, der er giftemoden.

Naboens dreng Ole har allerede vist interesse, men nabogården er i lige så stor nød som Jens selv, så det er umiddelbart ikke den bedste løsning. ”De er glade for hinanden,” lyder det, men knarvorne Jens er ikke til fals for nymodens romantik: ”Det bliver de jo ikke mætte af!”

Da den svenske enkemand Gustav med den firlængede herregård Nyholm pludselig kommer i spil, er Jens ikke sen til at slå en handel af. Men det skal vise sig at have alvorlige konsekvenser for familien.

39-årige Michael Noer har foretaget en bemærkelsesværdig rejse. Han bragede igennem muren fra dokumentar til fiktionens verden med fængselsdramaet R og det opfindsomme Reality Rules-koncept, der placerede Noer og Tobias Lindholm som spydspidser for en ny, hårdtslående realisme i dansk film a la Dardenne-brødrene.

Siden har Noer bevæget sig mod bredere film og klassiske genrer, i takt med at budgetterne er blevet større.

De seneste tre – Nøgle hus spejl, Papillon og Før frosten – er alle solide dramaer i hver sin genre, men også en kende karakterløse. Det er gedigent håndværk næsten hele vejen rundt, men man savner den skrigende nødvendighed fra gennembrudsfilmene, en personlig vision, der kan brænde igennem på det store lærred. Det hele bliver lidt for sikkert.

På pladserne omkring Jesper Christensen står Noer-kendinge som Ghita Nørby (Nøgle, hus, spejl) og brødrene Oscar og Gustav Dyekjær Giese (Nordvest) samt nye talenter som Clara Rosager og Elliott Crosset Hove. Det er et cast i mesterklassen, men manuskriptet halter efter de gode skuespillere.

På pædagogisk vis bliver vi holdt i hånden hele vejen, når vi skal se en ko kælve og forklares gentagne gange, hvor vigtig høsten var for tidens bønder. Hvis man har fulgt bare en smule med i historietimerne, eller selv er opvokset på landet, burde det ikke komme som en overraskelse. Heller ikke, at arrangerede ægteskaber endnu var kutyme, mens storbylitteraterne faldt i svime over romantikken.

Michael Noer har selv karakteriseret Før frosten som en mørk western. Det anes først til fulde hen mod slutningen, hvor fotograf Sturla Brandth Grøvlen skaber vidunderligt fortættede stemningsbilleder i skumringen, og dystre twists trækker periodedramaet i lovløs retning.

Michael Noers periode-western er bestemt spiselig, og man keder sig aldrig. Men man forlader også biografen i tvivl om, hvad Før frosten egentlig vil fortælle.