Fuld af kærlighed

”Hej, jeg hedder Kristian, og jeg er alkoholiker.”

Sådan indledes alle AA-møder – og nu altså også en anmeldelse. For det er vigtigt at vide. Det selvoplevede alkoholmareridt giver en optagethed af misbrugets væsen, men også en følsomhed over for nuancerne i bearbejdningen af alkoholismen og dens menneskelige konsekvenser i kunstneriske former.

Christina Rosendahl har tidligere lavet vedkommende politiske film som Idealisten og Vores mand i Amerika. Nu er hun på hjemmebane. Stoffet er erklæret selvbiografisk, men også naturligvis modelleret.

Vi møder i åbningssekvensen en helt almindelig middelklassefamilie på vej ind i fredagshyggen. Peter er gift med Helen. De to forbereder sig til fest med en hummer og lidt vino, og imens er de tre børn i periferien. Tyveårige Sofia, teenageren Jenni og den yngste Gustav.

Det egentlige par i filmen er imidlertid Peter og kokkevinen. For fra filmen begynder, til ægtemanden skvatter i søvn af druk allerede i de første scener, slipper han ikke sit vinglas. Heller ikke, da han danser med sin kone. Og end ikke, imens han falder i søvn.

Peter er nemlig alkoholiker, og filmen kaster sig durk ind i en intervention. Alle er samlet, og nu skal Peter motiveres til at komme på afvænning. De scener er hård kost – med autentisk stilhed, sagte gråd, opfarende vrede – men det er kun begyndelsen.

Peter kommer på afvænning, men hvad så med de andre?

Hvis fru Danmark tager sin gemal med i biffen for at give ham et vink med en saltstang om, at han drikker lige lovligt meget, står hun til en overraskelse. Filmen handler lige så meget om de mennesker, der er omkring den misbrugende far.

Netop først og fremmest hans kone, der er alvorligt ramt af at være den medmisbruger, som på det nærmeste tilskynder misbruget. Og så er der de tre børn, der hver indtager deres markante roller. Da familieterapeuten siger om Gustavs rolle, at ”det er i den gruppe, vi ser mest selvskade og de fleste selvmord”, får man nærmest kvalme af medlidenhed.

For det er børnene, der betaler drukgildet. Men sågar også børnenes omgivelser. Hvordan er man egentlig kæreste med den første, man bliver forelsket i, når man ikke engang er færdig med at redde sine forældres ægteskab?

Når man har set misbruget indefra, er det befriende præcist skildret. Lars Ranthe spiller faren berusende og kærligt. Stine Stengade er umådeligt sårbar som stadigt mere desperat mor.

Viilbjørk Malling Agger får et stort gennembrud som Sofia, en nærmest umulig blanding af grådlabil voksen og overansvarlig datter, der samtidig er hård og kompromisløs som en nyudklikket isterning.

Vi får det totale billede af alkoholismens konsekvenser, og det er netop det, som gør filmen langt mere seriøs end den ellers virtuose og uhørt vedkommende Druk.

Billeder af middelklassehverdagen rammer plet med fløjlsbukser og ægte kunst på væggene, men der er også en række ekspressive montager, der vil vække opsigt. Når en juleaften med Peter som pattestiv julemand vises med dulmet lyd – set fra Helens synsvinkel – går det op for én, at mor også må være standervissen klokken otte.

Da familien bryder sammen, ser vi en garderobe eksplodere i slowmotion. Og da en af personerne endegyldigt traumatiseres, er optagelsen klar og transparent som Rød Aalborg, imens tiden går i stå.

Fuld af kærlighed lever op til sit navn. Den handler om fuldskab og om kærligheden. Familiens bånd, næstekærligheden, venskab, erotik. På den måde smider den ikke nogen af de mange karakterer under bussen, uanset hvor ramt de er. I stedet bliver de omfavnet.

Det her er en film, som alle burde se. Det siger man tit, men det har sjældent været så sandt som i dette tilfælde. Man regner med, at omkring 800.000 danskere drikker alt for meget. Så vi er faktisk alle pårørende.