Gagarine

”Kender du galaktiske forstæder?” spørger unge Youri sin veninde Diana. ”Det er områder, som er mindre tydelige, men som stjernerne ikke kan overleve uden.” 

I spillefilmdebutanterne Fanny Liatard og Jérémy Trouilhs franske drama Gagarine følger vi den unge mand, som desperat kæmper for at redde det lejlighedskompleks, han bor i, fra at blive nedrevet. 

Youri har værelset fyldt af tennisbolde, der er hængt op som solsystemet. Han er dybt fascineret af verdensrummet og spejder med sin stjernekikkert mod den uendelige himmel. Youri er opkaldt efter den første mand i rummet – den sovjetiske astronaut Jurij Gagarin – og det samme er boligområdet, der ligger i en forstad til Paris. 

Det hedder nemlig Gagarine. 

Efter at have mistet Youris far har drengens mor svigtet sin søn til fordel for en ny familie. Hun er aldrig hjemme, men har efterladt Youri alene tilbage i lejligheden, hvor han må nøjes med den omsorg, han får fra de venlige naboer i boligblokken. 

Youri lægger nu al sin tid og kræfter i at holde liv i den faldefærdige, asbestfyldte bygning. Han nærer et håb om, at den kan klare en kommende inspicering. 

Det er tydeligt fra starten, at det er en urealistisk mission, men han fortsætter som en ægte drømmer, der kigger mod stjernerne. Sammen med vennen Houssam maler han de graffitifyldte vægge over og bytter morens efterladte smykker for halogenpærere og lysstofrør. 

Imens føjer veninden Diana, der holder til med sin romafamilie i en campingvogn nær bygningskomplekset, glæde til Youris liv med sin charme og sprudlende energi. 

Det er en ret simpel fortælling, der ikke byder på store filmiske landvindinger. Men akkompagneret af et roligt, dvælende tempo og smukke, poetiske billeder kan man ikke undgå at blive totalt opslugt af den rørende historie. 

For det er ikke kun slum og modløshed, der præger det lille forstadskvarter. Med stærke farver på tøj og bygninger – rød, blå, gul – er filmen en fryd for øjet og giver en fornemmelse af liv, glæde og drømme i ghettoområdet fyldt med legende børn og mangfoldighed. 

Vi ser fællesskabet og sammenholdet blandt beboerne, når de alle samles ved en solformørkelsesceremoni, som Youri har arrangeret. 

Det er en kontrastfyldt billedside. 

En varm solopgang rammer blidt Youri og Diana og udstråler ro og idyl. Over for det står nærmest brutale billeder af en nedrivningsmaskine, hvis næbsaks spiser betonstykker, der smuldrer i dens mund. Ubarmhjertigt knuses den campingvogn, der er Dianas families hjem. 

Astronauten Gagarin ender sine dage i en flyulykke, og livets absurditet præger også filmen. Det skærer i hjertet at tænke på beboerne i de 365 lejligheder, som modvilligt skal forlade deres liv og hverdag for en uvis fremtid. 

Men i håbløsheden står Youri stadig med hovedet højt. Han klamrer sig indtil det sidste til den bygning, der rummer hele hans verden. På dørkarmen i lejligheden står hans højdemål tilbage fra dengang, han var en lille dreng. 

Han nægter at overgive sig. 

Det er betagende at se det glidende kamera, der følger Youri bevæge sig rundt mellem rummene i lejlighedskomplekset – nærmest svævende og drejende, som var han en astronaut i rummet uden påvirkning af tyngdekraften. 

Gagarine er på alle måder en fængslende filmoplevelse.