Skuespilleren Peter Dinklage, der i Game of Thrones spiller den (uretmæssigt) ildesete dværg Tyrion Lannister, præsterer gang på gang så eminent skuespil, at denne anmelder er fristet til at give ham titlen som verdens bedste skuespiller.
Hans ansigt, øjne og stemme er som et veldirigeret symfoniorkester, der kan spille alle genrer og gerne sætter strøm til. Det er umuligt ikke at lave sejrsarme, når han indtager skærmen, og gåsehud er næsten garanteret.
I sæson 4 står han rettergang for giftmordet på den lede barnekonge Joffrey, der som noget af det første i sæsonen blev forgiftet til sit bryllup (hurra!). Tyrion Lannister er uskyldig, men dømmes, da hans elskede Shae vender sig mod ham. Den måde, hans ansigt krakelerer på, da den smukke prostituerede viser sin kyniske illoyalitet, er næsten ubærlig.
Sæson 3 bød på en ekstremt overraskende finale i form af Det røde bryllup, hvor seriens umiddelbare helt Robb Stark blev brutalt myrdet sammen med sin kone, sin mor og sine mænd. Det var så veludført og medrivende, at det var svært at forestille sig, at sæson 4 kunne leve op til samme standard.
Som overraskende, dramatisk højdepunkt overgås afsnittet ikke i denne omgang – men alligevel er sæson 4 seriens indtil videre bedste, fordi flere fortællinger bliver delvist forløst.
Nogle af de talløse hovedpersoner (dem der endnu er levende!) når frem til dramatiske klimaks – midlertidigt, godt nok, men det er enormt tilfredsstillende, selv om det byder på nye overraskelser. Som når krigerkvinden Brienne, der for flere sæsoner siden blev bedt af Catelyn Stark om af finde Stark-døtrene, der forsvandt efter Ned Starks henrettelse, endelig finder den yngste datter Arya. Men så vil pigebarnet ikke med hende!
Prins Oberyn med vildt hærgende libido blev introduceret i starten af denne sæson, men han blev en af seriens mange dødsfald – og så endda et rimelig gustent et af slagsen. Ærgerligt at han ikke fik mere spillerum, men hans afgang vil så sikkert som amen i kirken runge gennem de næste sæsoner. For hvad mon ikke hans magtfulde familie vil sige til det?
Helt ulig traditionen er et helt afsnit dedikeret udelukkende til handlingen på The Wall – den kæmpe ismur, der er befæstet af The Nights Watch, skærmer den sydlige del af verden mod nordens monstre og kannibaler. Det føltes som et velkomment ”pusterum” at få en lilles times tids fordybelse i få handlingstråde, men også en smule frustrerende, at der så var en hel uges ventetid på at se de andre favoritter.
Og i Norden træder Jon Snow, Stark-børnenes halvbror, der er en del af The Nights Watch, virkelig i karakter. Men man tør næsten ikke håbe på, at han overlever i længden, selv om han viser fornemme lederevner.
I det hele taget går afdøde Ned Starks børn – Jon Snow, Arya, Bran og Sansa – i aktion på hver deres måde, hvilket er kærkomment oven på Robb Starks uventede død i sæson 3.
Den gode dragemoder Daenerys Targaryen har igennem flere sæsoner været næsten vammelt retfærdig, så man frydes faktisk over, at hendes gode handlinger også får dårlige udfald – og så tager hun en drastisk og interessant beslutning med hensyn til sine drager.
Farvemæssigt bliver serien også mere mørk og dyster. ”Winter is coming,” som alle siger (selv om den kommer i gletsjer-fart). Og som en aparte detalje bliver den ellers lysblonde Lannister-familie gennem sæsonerne mere og mere mørkblonde.
Denne sæson skabte mediestorm, da Jamie Lannister (Nikolaj Coster-Waldau) voldtager sin store kærlighed – og tvillingesøster – Cersei (Lena Headey) foran kisten med deres døde søn Joffrey. Scenen er med i bøgerne, men der er der ikke tale om voldtægt. Så serien formår stadig at chokere selv kendinge af bøgerne, selv om den er nødt til at tage grovere og grovere metoder i brug.
Men kritikken til trods væltede Game of Thrones i denne sæson Sopranos af pinden som den mest sete serie i kanalen HBO’s historie. De grove løjer lader til at fastholde seerne, og det med god grund. Nysgerrigheden pirres – hvad vil serien forarge os med næste gang?
facebook
twitter
Kommentarer