Efter en syvende sæson, der ofte fløj lovligt hurtigt og utroværdigt af sted på dragevinger, efterlod Game of Thrones os med en nervepirrende cliffhanger.
Der var fornøjelig blodskam mellem Targaryen-efterkommerne Daenerys og Jon Snow, forbrødring mellem Stark-søstrene, da retfærdigheden skete fyldest for forræderiske Littlefinger, og selvfølgelig Murens fald ved isblå ild fra en zombiedrage.
Der er med andre ord rigeligt at samle op på, og nu er tiden endelig kommet til den endegyldige finale.
Meget er sagt og skrevet på forhånd. For hvordan skal det lykkes tv-historiens største serie at lande den episke historie tilfredsstillende – og så på bare seks afsnit?
Derfor kan det undre, at første afsnit i ottende sæson med en spilletid på 50 minutter er et af seriens korteste.
Men man skal have sovet i timen gennem Game of Thrones, hvis man forventede bål og brand fra første færd. Serien er som et skakspil, hvor brikkerne omhyggeligt placeres på spillepladen, før det hele går løs.
Mistroen står skrevet i ansigtet på den ældste Stark-datter Sansa (Sophie Turner), når Daenerys (Emilia Clarke) med sine drager og Jon (Kit Harington) ved sin side gør indtog i Winterfell.
Mænd kan være modige, men kvinderne er de kloge, har vi lært gennem seriens levetid. Den parole gælder stadig, mens et mere eller mindre samlet Westeros gør sig klar til kamp mod The Night King og hans hær af udøde.
Den hær tæller nu også en drage, kan synske Bran (Isaac Hempstead Wright) oplyse Daenerys. Men hvorfor har han i samme ombæring ikke set, at ondskaben allerede er brudt gennem Muren og nærmer sig hastigt?
Det virker forstyrrende, når informationer ikke føles organisk viderebragt fra et sted til det næste.
Spændingen i Game of Thrones opstår i alt det, vi ved, men som karaktererne ikke kan vide. Men det fungerer bedre, når logikken hænger sammen.
Til gengæld er det skønt med følsomme gensyn i det kolde nord. Afsnittets mest rørende scene er genforeningen mellem Arya Stark (Maisie Williams) og halvbroren Jon. Hun har undergået seriens største forvandling til benhård dræber, men ikke kan holde smilet tilbage, da hun møder sin halvbror.
Mest underholdende er det lille magtspil i det store, som gerne er drevet af sex og ønsket om at skrive sit navn ind i historien.
Ingen repræsenterer det bedre end Pilou Asbæks skrupelløse pirat Euron Greyjoy, der til stor vellyst bliver kaldt ”den mest arrogante mand i Westeros” af dronning Cersei Lannister (Lena Headey), som ellers har mødt ikke så få af dem.
”Jeg vil kneppe dronningen,” fortæller han sin tilfangetagne søster, men Eurons planer er naturligvis større end at få noget på den dumme. Han var sikkert hellere sprunget på dragemoren, hvis det var en mulighed, men chancen for at føre Greyjoy-navnet videre er vigtigt nok i sig selv.
Incestuøse forhold og døde familiemedlemmer på kryds og tværs er der nok af. Men vi får også et hurtigt glimt af seriens anden dansker, der har været med fra start: Nikolaj Coster-Waldaus ridder Jaime Lannister, som i løbet af serien har udviklet sig fra dumt svin til en af de få mænd med et moralsk kompas.
Traileren for næste uges afsnit – se det herunder – viser ham indtage rampelyset efter at have efterladt sin søster og draget mod nord for at kæmpe på de levendes side. Han er endnu et fremragende eksempel på, at familie i sidste ende ikke bare er noget, vi fødes ind i. Det er et aktivt valg.
Og det er et valg, som Jon Snow nu må forholde sig til. Hans bedste ven, Sam Tarly, afslører i slutningen af afsnittet for ham, at Jons rigtige navn er Aegon Targaryen, og at han dermed er den retmæssige arving til tronen.
Så nu skal han afveje støtten til sin dronning Daenerys, som han elsker højere end den almindelige undersåt.
Det lover godt for afslutningen på Game of Thrones, at der selv med hastige skridt mod finalen stadig er fokus på de menneskelige problemstillinger, der alt andet lige er lettere at forstå end kampen mellem det gode og det onde.
facebook
twitter
Kommentarer