Game of Thrones – sæson 8, afsnit 2

”Hvad vi ikke gør for kærlighed!”

Det er en skelsættende replik, der er ytret før i Game of Thrones-sammenhæng. Det blev sagt i slutningen af allerførste afsnit, da Jaime Lannister skubber Bran Stark ud af tårnvinduet, fordi knægten lige har set de to Lannister-tvillinger have heftig sex. Skubbet ender med at udløse al den ballade, som seere har været opslugt af siden 2011.

Nu er det Bran Stark, der siger det, mens Jaime Lannister står over for Dronning Daenerys og de andre i Winterfell og håber på at blive taget til nåde og få lov at kæmpe ved deres side. Kun Jaime og Bran ved, hvad den sætning betyder, og Jaimes blik og tavshed siger alt.

Det er så sindssygt elegant og et klokkerent eksempel på, hvorfor vi er så mange, der elsker George R.R. Martins massive fantasy-værk. Selvfølgelig hjulpet godt på vej af stærke skuespilpræstationer, i dette tilfælde Nikolaj Coster-Waldau i glansrollen som Jaime.

Alle de lag og betydninger, selv de mindste ord og handlinger har, gør, at man skal holde sig på mærkerne. Og så er det flot, hvordan serien binder otte år gamle tråde sammen, ligesom første afsnit i sæson 8 visuelt parafraserede det allerførste afsnit.

Det er kræs!

I afsnit to af sidste sæson er vi udelukkende i Winterfell, hvor der knokles på højtryk for at blive klar til hæren af de døde, der vil være over dem, inden natten er ovre.

Selvfølgelig kommer slaget ikke i dette afsnit, og lur mig om ikke næste afsnit vender tilbage til andre steder i Westeros. Men serien skrider endelig frem med et forrygende tempo, der dog ikke udelukker nuancer.

Og som noget andet godt, er der også plads til lidt mere humor, hvilket især sæson 7 led under manglen af.

I den mørke nats lange ventetid sidder nogle af vores yndlingspersoner foran ilden og får tiden til at gå. Det gælder Jaime, Tyrion Lannister, Podrick Payne, Brienne af Tarth og så Tormund, der er håbløst og komisk forgabt i den høje og mandhaftige Brienne, der slet ikke kan finde ud af at forholde sig til Tormunds ublu tilnærmelser.

Tormund beslutter sig for at fortælle, hvorfor han hedder Giantsbane, og med stor stolthed beretter han, hvordan han som tiårig slog en kæmpe ihjel og derefter blev ammet af kæmpens kæmpekone i tre måneder.

Han har ikke sans for at fortælle en historie, men han er sindssygt stolt, og runder historien af med at tømme sit horn med mjød, så det vælter ned over ham. Det er fjollet og egentlig unødvendigt, men det lægger afstand til den selvhøjtidelige grøft, som serien hele tiden er i risiko for at falde i.

Seriens skabere er uden tvivl opmærksomme på, hvem der er favoritterne blandt seriens fans. For eksempel er Tormunds betagelse af Brienne klart noget, der brygges videre på for seernes skyld. Men også den lille, viltre Joanna Mormont – der er den mest badass-pige af alle de sindssygt seje kvinder og blev et øjeblikkeligt hit – får en større rolle. Hun sagde fra i sidste afsnit, og nu vil hun ikke gå ned i krypten sammen med de andre kvinder og børn. Hun vil kæmpe!

Det bliver storslået at se den lille pige slå nogle døde ihjel.

Det går op for Daenerys og hendes allierede i Norden, at Cersei ikke har sendt sin Lannister-hær af sted for at hjælp. Det er en stor fejl af Tyrion, at han igen stolede på sin rædsomme storesøster. Men det er et problem, som de må forholde sig til, hvis de overlever.

Andre problemer ulmer mellem de allierede i Norden. Sansa er ikke begejstret for, at Dragemoderen nu bestemmer over Norden, og Stark-datteren prøver at få et svar ud af hende om, hvad der skal ske, hvis de overlever krigen. Men hun når aldrig at få et svar.

I det hele taget er Daenerys omgivet af konflikter, som er i fare for at eksplodere. I sidste afsnit fandt Jon Snow endelig ud af, at han faktisk er den retmæssige arving til tronen, og hen mod slutningen af afsnittet får han fortalt sin elskede Daenerys – der jo så faktisk er hans tante – hvem han er. Men de får selvfølgelig ikke talt ud om det, inden der bliver blæst til kamp, men hun er ikke glad.

Game of Thrones har stadig masser af overraskelser i ærmet.