Game of Thrones – sæson 8, afsnit 3

Nu er vi så endelig ved det uundgåelige opgør, som er blevet varslet siden de første scener i første sæson. Det er lyset mod mørket, de levende mod de døde. 

The Night King og hans hær af døde står for døren. Den lange nat er begyndt, og tredje afsnit, som også er det længste i Game of Thrones-historien, føles som at holde vejret i en time og atten minutter, mens vi pinefuldt må se vores elskede personer kæmpe for livet. 

Fra første sekund fornemmes den intense spænding. Vi mærker den ulmende uro, mens én lang, glidende kameraføring følger Sam og Tyrion indtage deres pladser. Det efterfølges af alvorlige blikke fra seriens mange helte, som alle står på deres forskellige poster. Klar til kamp. 

Mørket er altomsluttende, og natten er brutal, kaotisk og uoverskuelig. Og netop det underbygges eminent visuelt af den mørke lyssætning, som gør det svært både for os og karaktererne at orientere sig ordentligt. 

Dothraki-hæren er de første til at begive sig i kamp mod den døde fjende. Og i en af afsnittets flotteste scener lyser et flammehav op fra deres sværd, mens man oppefra ser dem på majestætisk vis ride ud i mørket som én stor kugle af ild. 

Men pludselig slukkes lysene, og tilbage er kun mørke, stilhed og intethed. 

Mørke, tåge, vind og snavs omslutter alle karaktererne under kampsekvenserne, der er imponerende orkesteret – som når Jon Snow kæmper sig igennem en lang, smal gang fuld af døde. 

Lydsiden går lige i mellemgulvet, når personer, som befinder sig i sikkerhed inde i en krypt, kan høre overdøvende larm, desperate råb om hjælp og banken på døren efterfulgt af rungende stilhed. 

Eller da Arya må gemme sig i et rum med døde og må undgå at skabe den mindste lyd. 

Andre tidspunkter er underlægningsmusikken pulserende og intensiverende, som når de døde er kommet helt tæt på borgen og er ved at kravle op over muren. Som seer sidder man på kanten af sædet. 

Dragekampene i luften er vanvittigt flotte, når de spyer med ild i isnede blå og varme orange farver. 

Samtidig byder afsnittet også på fine, rørende øjeblikke, som da Theon efter megen selvbebrejdelse og skam får en helteværdig afslutning. 

Man kan dog godt sidde tilbage med følelsen af, at heltene endnu engang får kastet en redningskrans om halsen. Ikke mange måtte lade livet i, hvad der ellers var lagt op til at skulle være det store blodbad. 

Men den sande stjerne bliver Arya Stark – og her kommer spoileren – da hun som en sand kriger og uden frygt for døden dræber The Night King. 

Fans har haft adskillige teorier om den mystiske konge over de døde og troet, at kampen mod ham ville være en del af finalen. At slaget skulle finde sted med stadig tre afsnit igen, og at Arya ret nemt og hurtigt skulle gøre det af med The Night King, havde de færreste nok forventet. 

Her viser skaberne af Game of Thrones, at de stadig skødesløst kan provokere og vende seernes forventninger på hovedet. 

Om seriens afslutning bliver antiklimatisk afhænger dog af, hvordan tingene udvikler sig herfra. Der venter en kamp mod Cersei, og mellem karaktererne i krypten ulmer allerede små indbyrdes konflikter. Men det bliver svært at komme ned i gear igen efter kampen mod døden – inkarnationen af det onde – og skulle vende tilbage til små intriger om magten.