Efter et blodigt attentat på en jødisk embedsmand klippes der over til en gammel Albert Einstein, som knepper en ung kvinde på sit kontor.
Hvis man tror, at en tv-serie på National Geographic om et af historiens største genier ville have en tør tone, kan man godt tro om. Genius er som sin åbningssekvens både blodig og saftig, og man er tryllebundet fra starten.
Ikke mindst, fordi Geoffrey Rush med sit ansigt og sine energiske øjne er et perfekt valg i rollen som Einstein. Faktisk byder serien på hele to versioner af den berømte videnskabsmand, idet den unge Einstein bliver spillet med stor entusiasme og ungdomskådhed af Johnny Flynn, der også er aktuel som Dylan i Netflix-serien Lovesick.
Som ung har Albert svært ved at overbevise sin far om, at han skal være forsker frem for forretningsmand, og flere af hans undervisere har svært ved at acceptere, at Albert sætter spørgsmålstegn ved de fastslåede naturlove.
Genius har en velovervejet kameraføring og visuel stil, som smukt understreger Alberts måde at tænke på. Med computergenererede billeder vises eksempelvis hans vision om lysets rejse gennem rummet i en visuel stil, som minder om Rust Cohles hallucinationer i True Detective.
Da Albert hektisk forklarer sin far, at han ikke vil arbejde som ingeniør, men hellere vil undersøge, hvordan naturlovene fungerer, filmes Albert i ultranære billeder. Hans hoved er for stort til at være på skærmen, et effektivt symbol på, at hans intellekt er for stort til, at verden endnu kan rumme hans idéer.
Men Albert har ingen interesse i andre fag end fysik og dumper alle andre fag under optagelsesprøven til den polytekniske højskole i Zürich. Derfor bliver han sendt til en anden skole i Schweitz for at tage studentereksamen.
Her bor han hos sin onkels familie og møder den smukke Marie Winteler (Shannon Tarbet), som han hurtigt får stærke følelser for. Men da han endelig får mulighed for at læse i Zürich falder han for den kloge, men forkrøblede Mileva Marich (Samantha Colley).
Det bliver begyndelsen til et intenst trekantsdrama, hvor Albert skal vælge mellem den smukke krop og det smukke sind.
Det er dog kun ligegyldige teenageproblemer i forhold til de strabadser, han som ældre løber ind i. Her begynder nazisterne langsomt at komme til magten, og Einsteins jødiske baggrund bringer ham naturligvis i livsfare.
På den måde har serien allerede flere forskellige, dramatiske elementer og flere forskellige temaer i de tre afsnit, som tv-kanalen har stillet til rådighed for anmelderen.
I andet afsnit følger vi sideløbende med Alberts historie Milevas barndom, hvor hun bliver mobbet på grund af sit handicap. Det giver hendes karakter en tyngde, som man sjældent oplever med denne ellers stereotype rolle som hovedpersonens kæreste.
Af og til kan man godt have svært ved at gennemskue, hvilken tid serien bevæger sig i. Når hverken Geoffrey Rush eller Johnny Flynn er i billedet, skal man anstrenge sig for at bemærke, om vi er i slutningen af 1800-tallet eller lige før Anden Verdenskrig.
Men serien har bestemt et potentiale, og fordi den skildrer Einsteins liv meget nøjagtigt, er den lærerig. Videnskabsmandens teorier og vejen dertil bliver fremlagt på en indbydende og letforståelig facon, og for eksempel relativitetsteorien bliver forbilledligt forklaret.
Ligesom The Crown sammenfletter serien effektivt drama og fakta i lækre, stilistiske rammer, og det er da også legendariske Hans Zimmer, som har lavet musiktemaet til begge serier.
Genius er et godt eksempel på, at en dramatisering af virkelige historiske begivenheder kan være drønspændende og samtidig lære os noget fortiden.
Kommentarer