Mia er en ungdommelig kvinde, som bor sammen med en læge et sted i den del af Paris, hvor vi altid finder den kreative middelklasse.
Hun er journalist og translatør i russisk med job i Radio France. Alt tegner lyst og lykkeligt for parret, indtil den dag Mia på sin motorcykel efter middag med kæresten kører hjem igennem regnvåde gader.
Regnen får hende til at snuppe et glas hvidvin i en mondæn bistro. Det skulle hun aldrig have gjort. Midt i al værtshusets lystighed med smilende turister og et animeret fødselsdagsparty sker der et terrorangreb.
På må og få skydes der løs på alle gæsterne. Brat og brutalt. Mia bliver lettere såret, men overlever muligvis, fordi hun holdt en ukendt mands hånd i mørket.
Men hvad skete der egentlig den aften?
Efter tre måneder husker hun kun hændelsen i sporadiske tilbageblik og må således gå på sporet efter den tabte tid – den tragiske terror.
Psykisk uforløst og gådefuldt frustreret kan Mia ikke gå tilbage til en normal hverdag efter nedskydningen.
Det er den røde tråd i Alice Winocours fremragende Gensyn med Paris. En kvindes konfrontation med sin hidtidige eksistens skabt af en tilfældighed, som omkalfatrede adskilliges tilværelse for altid.
Hun vil gerne finde sin anonyme redningsmand, men i mødet med andre overlevende kommer hun i tvivl om sin egen adfærd under det infame angreb.
Filmens realistiske bagtæppe er terrorattentatet den 13. november 2015 mod spillestedet Bataclan og bistroen Etoile d’Or, hvor 131 blev dræbt og flere hundrede sårede. Winocours bror overlevede angrebet på Bataclan.
Gensyn med Paris er imidlertid kke bare en kreativ konstruktion af en katastrofenat fra virkeligheden. Tværtimod er historiens blodbad gjort tidløs og tintet med alment eksistentialistiske aspekter.
Mennesker mødes i katastrofen. Paradoksalt opstår der om end ikke sød musik så et midlertidigt skæbnesammenhold.
Mia erkender sin egen tilværelses ulidelig lethed, mens hun ser en underverden af illegale flygtninge uden for samfundet.
Men i et andet øjekast opdager hun også næstekærligheden midt i mørket. Såre fransk flettes en forelskelse relevant ind i filmens traurige flow som socialt skæbnedrama.
Gensyn med Paris falder godt i trit med den poetiske realisme, som frugtbart har præget fransk film i snart mange år. Det handler om indædt fransk racisme, småfascistisk populisme og den franske republik som et kapitalistisk klassesamfund.
Paris’ venstrefløjsocialister konfronteres med egen selvfede blindhed og nærsynede arrogance over for forarmede stakler ude i forstæder og provinsbyer med slum og skodjob.
Denne humanistisk-kritiske indignation præger filmen, uden at der gives afkald på franskhedens yndefulde fornemmelse for atmosfære og aura midt i armoden.
Alice Winocours smukke værk viser os traditionens glamourøse Paris og samtidig bagsiden af medaljen. Milevidt fra Eiffeltårn og Notre Dame ligger slumkvarterer med illegale immigranter, og mange hjemløse bor under de broer, hvor turisterne sjældent går.
Traurigsmukke Virginie Efira (Bernadetta, Elle) er sublim som søgende Mia, der underspiller sine følelser, samtidig med at hendes nysgerrighed vokser.
Hun søger det, som en af de overlevende kalder for traumernes diamant. At der midt i sorgen og sorgarbejdet er et positivt punkt. At blive et andet selverkendende menneske i mødet med andre mennesker, der er stedt i samme nød og elendighed.
Men før ulykken fik Mia også et erotisk glimt fra bistroens øjenflirtende fødselar, spillet gavtyveagtigt af Benoît Magimel, der kan gøre selv krykker charmerende.
Slutningen må give selv marmorstatuer en tåre eller to i øjet.
Kommentarer