Biografanmeldelse
12. aug. 2015 | 17:55

Geronimo

Foto | Øst for Paradis
Der er fuld fart på det elskende par Nil (Nailia Harzoune) og Lucky (David Murgia) i den Geronimo, der blander dans med socialrealistisk drama.

Fransk film blander krads realisme med dans i en passioneret og noget skizofren fortælling om kærlighed og ære.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

En kvinde spænder for sit liv i brudekjole og hvide stilletter. Kameraet bevæger sig i hektiske ryk, mens hendes åndedræt pulserer dunkende.

Det er ikke en scene fra Runaway Bride, men derimod starten på det nye franske drama Geronimo. En film, der bakser med de store og højtravende følelser – kærlighed, familie, stolthed og ære – og som stiller høje ambitioner op for sig selv.

Den unge Geronimo (Céline Sallete) er socialarbejder i et belastet bykvarter i Sydfrankrig. Hendes opgave er at mægle mellem to rivaliserende familier, der hader hinanden af et godt hjerte.

Det er således en konflikt af shakespearske dimensioner, der opstår, da den unge Nil (Nailia Harzoune) – den løbende brud – bliver tvunget ind i et arrangeret ægteskab med en mand fra den forkerte familie. Sammen med Lucky (David Murgia), som hun egentlig elsker, lykkedes det dog hende at flygte fra begge familier.

Det lugter langt væk af Romeo og Julie, da spændingerne i familiefejden ophedes efter Nils og Luckys flugt. Geronimo får sit hyr med at dæmpe gemytterne, der udvikler sig til at handle om liv og død. I filmens miljø vil man hellere dø end gå på kompromis med sin families ære.

I de tilspidsede fejder mellem de to familier viser Geronimo sin særegne blanding af krads socialrealisme og musikalsk danseopvisning. Fra filmens start tillægger instruktøren Tony Gatlif lydsiden masser af opmærksomhed med rytmisk klipning som et helt bevidst virkemiddel.

Og i konfrontationen mellem de to familier på en bar udvikler scenen sig til et regulært show off på breakdance. Det er et markant og modigt valg af Gatlif, men desværre virker det ikke helt så kraftfuldt, som det formentlig var tiltænkt. Det er svært at tage kampen helt seriøst, når den går på, hvem der kan lave ”ormen” bedst – også selvom knivene efterfølgende trækkes i et mere regulært slagsmål.

Med Geronimos hjælp lykkedes det til sidst Nil og Lucky at flygte, men da en af familierne får nys om deres skjulested, spidses konflikten for alvor til.

Tony Gatlif er bestemt ikke noget ubeskrevet blad i fransk film. I 2004 modtog han prisen for bedste instruktør i Cannes for sin Exils. Visuelt og lydligt er Geronimo således også et solidt stykke håndværk.

En af filmens svagheder er dog, at universet og karaktererne virker alt for stiliseret. Undtagelsen er titelkarakteren Geronimo, der selv en fortid som socialt tilfælde, og hendes daglige kampe med de utilpassede unge skildres fint.

Til gengæld er det svært helt at komme udenom, at samtlige mænd i filmen ligner hinanden forstyrrende meget med halvlangt, mørkt hår og skæg. Flere gange undervejs forvirredes jeg over, hvem der mon var hvem.

Der er stilistiske og tematiske reminiscenser til West Side Story og Baz Luhrmans Romeo & Julie, dog uden nær så meget musicalstemning. Men Gatlif formår aldrig helt at forene sine kradse realistiske ambitioner og de mere magiske danse-seancer.

Filmen veksler ellers glimrende mellem hektiske scener, der er sveddryppende intense, og mere afbalancerede scener, hvor den filmiske puls bringes helt ned. Men som helhed lykkedes det aldrig Gatlif at forene de to tempi i en tilfredsstillende symbiose.

Geronimo er i sidste ende en skizofren film, der stritter i to forskellige retninger. Danse-sekvenserne ender med at underminere dramaets seriøsitet i stedet for at forstærke det, og det forbliver filmen store problem.

Trailer: Geronimo

Kommentarer

Titel:
Geronimo

Land:
Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Tony Gatlif

Manuskript:
Tony Gatlif

Medvirkende:
Céline Sallette, Rachid Yous, David Murgia, Nailia Harzoune, m. fl.

Spilletid:
107 min.

Premiere:
13. august 2015

© Filmmagasinet Ekko