Serieanmeldelse
21. jan. 2021 | 17:00

GG Horsens – sæson 2

Foto | Frederik Høegh-Guldberg
I gaming-serien GG Horsens vil de unge mennesker langt hellere spille rollespil end computer.

Anden sæson af den populære serie er stadig komplet uinteresseret i gaming, men står mere ved sin absurde natur.

Af Marcus Uhre

E-sport er verdens hurtigst voksende sportsgren. I øjeblikket kan en vigtig turnering fylde Royal Arena, og en finale bliver sendt i tv.

Danmark er det land med flest aktive e-sportsudøvere. Vi har gaming-linjer på efterskoler og gymnasier, og det danske hold Astralis har vundet verdensmesterskabet i skydespillet Counter-Strike.

GG Horsens foregår i en verden, hvor det at være e-sportsatlet er det ypperste, mens de voksne ingenting forstår.

En af disse voksne er desværre seriens instruktør og manuskriptforfatter Morten Vogt Urup.

Han har tydeligvis ikke knækket koden til, hvad der gør professionel gaming spændende at kigge på. Selv om serien handler om tre e-sportsholds kamp for at blive landets bedste til Counter-Strike, bliver der spillet meget lidt computer.

Man kan godt få den mistanke, at gaming bliver brugt som en simpel lokkemad for målgruppen på de fjorten-sekstenårige.

Anden sæson fokuserer på interne stridigheder, der opstår, når holdet GG Horsens tager på boot camp, til rollespilsarrangementer eller spiller paintball.

Med hundrede kilometer i timen affyres platte vittigheder sagt af karakterer, der er så grimme karikaturer, at de minder om kruseduller.

En aggressiv russer forelsker sig i en høne, der bliver pløjet ned af en græsslåmaskine. Andreas Bo leger Blachman i en sangløs version af X Factor, og en nervøs holdkaptajn brækker sig ud over et par begejstrede fans.

Situationerne føles, som om de er udtænkt af en tilfældighedsmaskine.

Det mest gennemtænkte i serien er valget af skuespillere. Det gælder kendte sketchkomikere som Niels Olsen og Jonas Schmidt, men også YouTube-stjerner som Morten Münster og Albert Dyrlund.

De to sidstnævnte klarer det overraskende godt over for skuespillere i en helt anden liga. Derfor er det også synd, at de sjældent skal lave andet end at stå i en rundkreds og affyre jokes på et kreativt niveau, der dog passer meget godt til den YouTube-platform, serien vises på.

Midt i det hele står sæsonens hovedrolle Nicole, der spilles af Miri-Ann Beuschel (Doggystyle, Vores mand i Amerika).

Hun erstatter Julie Zangenberg, der forlod serien under opstarten af anden sæson, og i medierne havde instruktøren og skuespilleren et skænderi om grunden hertil. Det har instruktøren åbenbart ikke glemt, for flere karakterer omtaler Zangenbergs Sandra som ”en kæmpe so”.

Nicole kommer ind fra højre som søsteren til kaptajnen på det rivaliserende hold Crush’It. Hun er træt af at gå og lave kaffe til atleterne og vil hellere spille computer med de andre.

Så hun melder sig ind i GG Horsens, hvilket gør hendes bror jaloux.

Nogle af scenerne kan fremtvinge et par forsigtige smil. Et højdepunkt er Carsten Bang og Lars Bom som en blanding af bankmænd og konsulenter, der det ene øjeblik yder optimistisk rådgivning til det talentløse hold og i det næste ønsker at ”kneppe dem i røven”.

Ligesom Morten Vogt Urups forrige webserie, Hedensted High, er GG Horsens voldsomt populær med en halv million visninger per afsnit i første sæson.

Anden sæson har indtil videre kørt i fire afsnit, mens det femte kommer 6. februar.

Men heller ikke denne sæson formår at skabe en psykologisk dybde eller bare tilnærmelsesvis inddrage den professionelle e-sport. Med bortgangen af Zangenberg, hvis karakter var et forsøg på en form for realisme, giver den i stedet los for sin egen absurde natur, og de dumme jokes siges med større selvtillid.

Det kan ses som en marginal forbedring.

Trailer: GG Horsens – sæson 2

Kommentarer

Titel:
GG Horsens

Sæson:
2

Land:
Danmark

År:
2020

Serieskaber:
Morten Vogt Urup

Medvirkende:
Miri-Ann Beuschel, Albert Dyrlund Jensen, Jonas Schmidt, Andreas Bo Pedersen, Morten Münster

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 23 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
26. december på YouTube

© Filmmagasinet Ekko