Who you gonna call?
Har man lyst til at synge svaret, bliver man næppe skuffet over Paul Feigs genoplivning af en af de mest nostalgivenlige firser-franchises, der veksler faretruende mellem gammelt og nyt, men leverer godt med grin for pengene.
Frem for at bygge videre på de to oprindelige film visker Feig og medforfatter Katie Dippold tavlen ren for (igen) at fortælle, hvad der dybest set er en oprindelseshistorie.
Kristen Wiig spiller fysikeren Erin Gilbert, der står til at blive fastansat på et prestigefyldt universitet – hvis altså hun kan lægge afstand til sin fortid som forsker udi det paranormale. Men det er svært, når hendes gamle partner Abby Yates (Melissa McCarthy) lige har genoptrykt deres gamle bog om videnskaben bag det okkulte.
Erin opsøger derfor sin tidligere bedste ven, der sammen med den bramfri Holtzmann (Kat McKinnon) har viet sit liv til at studere spøgelser. Deres teori skal pludselig bruges i praksis, da genvordige gespenster pludselig bliver løsladt overalt i byen.
Senere støder også metroarbejderen Patty (Leslie Jones) sig til gruppen, og så er firkløveret etableret.
Manuskriptet er skåret nøje over originalen – fra den oprigtigt skræmmende introsekvens til det overnaturlige showdown i tredje akt, hvor spøgelserne går amok gennem hele New York.
Men Paul Feigs styrke har altid ligget i hans skuespillere, og som i Bridesmaids og Spy lader han dem ofte improvisere sig frem til filmens stærkeste gags.
Overraskende nok er McCarthy den mest straight af dem alle. Kristen Wiig sitrer af nervøs energi, Leslie Jones er et enkelt hovedryst fra en stereotyp, sassy sort kvinde, og Kat McKinnon er manisk selvsikker som gruppens joker.
Da Wiig første gang møder sine nye kolleger, beder de hende læne sig tæt ind for at høre et spøgelse optaget på bånd. Tættere, tættere. Og så en høj pruttelyd. ”Er det mere eller mindre klamt,” spørger Holtzmann, ” hvis jeg siger, at den kom fra fronten?”
Når det fungerer, skraldgriner man ubehjælpsomt og spilder sine popcorn. Når det ikke gør, sidder man med en flad fornemmelse af, at de burde have holdt sig til manuskriptet.
Og dog.
For filmen føles også rigeligt hullet, hvor de kedelige scener er fjernet i klipperummet. Måske de bare burde have skrevet et par udkast mere.
Når det er sagt, rammer filmen meget af den samme kantede, rå og til tider akavede charme, der har gjort originalen så populær. Ghostbusters er topkomikere på forholdsvis slap line midt i en stramt iscenesat højbudgets-blockbuster, og det er lige så sjældent i dag som det var i 1984.
Man skal vist være mere end almindeligt forstokket for at melde sig til koret af internet-kolerikere, der harcelerer over, at denne udgave har færre Y-kromosomer end originalen. Feigs mål om at ryste op i Hollywoods kønsfordeling er al ære værd, og det er tiltrængt, at de store franchises også har andre end heteroseksuelle, hvide mænd i spidsen.
Netop derfor føles det lidt bagstræberisk at påstå, at Chris Hemsworth er filmens helt store komiske genistrejf.
Han spiller gruppens receptionist som et charmerende, hjerneforladt paphovede, der går med glasløse brillestel (”de blev ved med at fedte til”), leger gemmeleg på semiprofessionelt niveau og kommer med dybe bemærkninger som: ”Et akvarium er en ubåd for fisk.”
Til ansættelsessamtalen beder de ham om ikke at lytte med, hvorefter han smiler indforstået og tager hænderne op for øjnene.
Af og til drejer Feig forkert, fordi han har travlt med at kigge i bakspejlet. Det gælder ikke mindst det oprindelige holds cameo-roller, der – overraskende nok særligt i Bill Murrays tilfælde – føles som stopklodser for handlingen og med rette kunne være blevet kasseret.
Han døjer også med nutidens filmklichéer, først og fremmest et kønsløst overforbrug af CGI på bekostning af karakterkomikken, der kulminerer i et klassisk superheltefilm-klimaks uden menneskelig tyngde.
Men Ghostbusters er først og fremmest en komedie. Og langt hen ad vejen er det en svært underholdende en af slagsen.
Kommentarer