555-2368.
Det var det nummer, man skulle ringe til i Ghostbusters fra 1984, hvis man havde problemer med spøgelser.
Filmen har en særlig plads hos dem, der var børn og unge i 80’erne og 90’erne. Kombinationen af uhygge og humor er balanceret så perfekt, at alle kan være med.
Telefonnummeret, uhyggen og humoren er den samme i Ghostbusters: Afterlife – med et par ændringer.
Filmen starter vildt med den karakteristiske stråle fra spøgelsesjægernes protongeværer, der skyder op imellem nogle ildevarslende mørke skyer, som hænger tungt på himlen.
En mand ræser væk fra et klippefyldt mineområde, der troner midt i det eller flade nattelandskab i Oklahoma. Efter flere intense øjeblikke ender manden – hvis omrids fans vil genkende som Egon Spengler, en af de oprindelige Ghostbusters – livløs i en stol i sit faldefærdige hus.
Kort efter flytter hans datter Callie (Carrie Coon) og hendes to børn, Trevor (Finn Wolfhard) og Phoebe (Mckenna Grace), ind.
Hun er stadig vred på sin afdøde far, der forlod hende, da hun var lille. Og børnene er mildest talt ikke tilfreds med at forlade bylivet til fordel for den lille flække Summerville i midten af ingenting.
Instruktøren og skuespilleren Harold Ramis – der havde rollen som Egon Spengler – døde i 2014, og Ghostbusters: Afterlife er på mange måder en hyldest til ham.
Han skrev også manuskriptet til Ghostbusters og efterfølgeren fra 1989 sammen med Dan Aykroyd og var desuden manden bag mesterværket Groundhog Day, kronen på karrieren.
Ramis’ ånd mærkes tydeligt i den nye film, der ligger i forlængelse af de to første film. Ligesom i mange af hans film er det outsideren, nørden, dem de andre ikke må lege med, som er helten.
Her perfekt eksemplificeret i form af Phoebe.
”Husk nu ikke at være dig selv,” lyder en intern joke mellem hende og moren, der har et stænk af sandhed. For den tolvårige pige er klogere end alle andre på sin alder, bare ikke når det gælder sociale egenskaber.
At skille morfars udstyr ad og samle det, så det virker igen, er ikke noget problem. Men venner har hidtil været et ukendt fænomen i Phoebes liv.
I Oklahoma møder hun imidlertid den lige så nørdede Podcast (Logan Kim) – et øgenavn, drengen har givet sig, fordi han laver podcasts – der bliver hendes makker udi spøgelsesjagt. Det viser sig selvfølgelig at spøge omkring dem.
Samspillet mellem de to unge skuespillere leder tankerne hen på ungdomsfilmene fra Steven Spielbergs selskab Amblin: Gremlins, Goonies og Back to the Future for blot at nævne et par af klassikerne.
Der er ingen tvivl om, at Jason Reitman – søn af den oprindelige films instruktør, Ivan Reitman – sammen med medforfatter Gil Kenan (Monsterhuset) er gået efter at ramme en tone, som på en gang er respektfuld over for forlægget og kan indfange nye publikummer.
Filmen er knap så uhyggelig som den første, og der er færre spøgelser på lærredet. Til gengæld byder Ghostbusters: Afterlife på en fantastisk sekvens, hvor små skumfidussømænd laver ravage.
Det er hysterisk morsomt, og replikkerne bugner af små perler.
Og så er unge Mckenna Grace fantastisk. Små bevægelser og måden, hun taler på, efterlader ingen tvivl om Phoebes slægtskab med Egon Spengler. Samtidig formår Grace at formidle alle de indre følelser, der bobler inde i pigen.
Carrie Coon og Paul Rudd glimrer også, hver gang de er på lærredet. Han er som sædvanlig fuld af komisk timing i rollen som en skolelærer, som Callie forelsker sig i.
Filmen er tæt på at være perfekt. Eneste anke er, at integrationen af de gamle ghostbusters – Bill Murray, Dan Aykroyd og Ernie Hudson, som også medvirker i filmen – kunne have været bedre.
Fan-service kalder man det, når fans får, hvad de vil have. Det er normalt negativt ladet, men for denne anmelder, der var dreng i 80’erne, smelter fortid og nutid sammen i en skøn og rørende oplevelse, som fortjener mange gensyn.
Kommentarer