Ghostbusters: Frozen Empire

Efter at have afværget en apokalypse i Oklahomai Ghostbusters: Afterlife er Spengler-familien flyttet til New York.

Her har de oprindelige Ghostbusters længe haft en ikonisk brandstation, hvorfra de i deres ramponerede Cadillac har kørt ud og besvaret oprevne opkald om spøgelser.

En irriterende borgmeter – den gamle kending Walter Peck (spillet skønt gnavent af William Atherton) – gør dog alt, hvad han kan for at tage kontrollen over stationen. Han er træt af, at vore heltes vilde spøgelsesjagt smadrer byen gang på gang.

Problemet om ejendomsret udfordres af et mere magisk problem, da et gammelt artefakt udløser en ond kraft, som varsler en altødelæggende istid.

I Ghostbusters: Frozen Empire er derfart over feltet fra start, når Egon Spenglers datter Callie (Carrie Coon) og hendes to børn, Trevor og Phoebe, drøner rundt i New Yorks gader for at bekæmpe en enorm kloakdrage fra Hell’s Kitchen-distriktet.

Sekvensen er godt skruet sammen, for deres indøvede tilgang til problemet viser, at den slags er blevet hverdagskost, siden man sidst så dem i 2021.

Og så har det alle dage været de skarpe, lidt frække replikker og samarbejdet, der udgør en sand Ghostbusters dna.

På et øjeblik får filmen genoptegnet familiens dynamikker med powerkvinden Carrie Coon bag rettet og hendes ubehjælpsomme nye fyr, Gary Gooberson (Paul Rudd fra Ant-Man), ved siden af.

Gary forsøger pinefuldt at indynde sig som faderfigur hos ungerne, der brokker sig over manglende løn fra bagsædet.

”Ingen af os bliver betalt. Vi bliver betalt med minder,” lyder far-svaret, der får kølig modtagelse fra de unge, som for et godt ord er skudt i vejret.

Den stille, lidt androgyne Phoebe har udviklet et hav af teenagenøkker, som talentet Mckenna Grace viser med intelligente, iskølige svinere.

Den unge skuespiller er – trods langt mere erfarne medvirkende på rollelisten – stadig den, der bedst formår at holde slægtskabet med morfar Egon Spengler i hævd. Samtidig formår hun at udvikle på sin karakters subtile seksualitet, der så småt begynder at skinne igennem.

Den pivede storebror Trevor (Stranger Things-stjernen Finn Wolfhard) er hærdet siden sidst. Som del af It-franchisen kæmper Wolfhard intenst med Jenna Ortega om kronen som tidens største scream-queen/king. Og hans morsomme biddrag til det nye Ghostbusters-univers har kun gjort konkurrencen mere intens.

Jason Reitman, søn af den oprindelige films instruktør Ivan Reitman, instruerede Ghostbusters: Afterlife. Nu har Jason byttet plads med samarbejdspartneren Gil Kenan, som stod for manuskriptet i første ombæring.

Tonen er derfor rimelig meget den samme som sidst, og der igen gjort plads til fan-service i form af gamle velkendte monstre og mindre roller til den oprindelige Ghosbusters-bande med blandt andre Bill Murray.

Uhyggen er dog ikke helt så markant som i originalerne.

Man har fortsat valgt ikke at give filmenes effekter en makeover. Det er på mange måder en genistreg at beholde de i dag forældede computereffekter. De klassiske spøgelser og monstre fremstår, som var de trådt direkte ud af 1980’erne.

Til gengæld er den nye, kolde fare i form af et hævngerrigt vinterspøgelse lavet med moderne effekter. En ærgerlig beslutning, da de nye tilføjelser til universet springer i øjnene.

Spøgelset kommer også lige lovlig sent på banen, og i stedet for god gedigen børneuhygge er filmens hovedkonflikt ironisk nok den samme, som Ant-Mans venner har i Marvel-filmen Avengers: Age of Ultron.

Så i stedet for sjov og ballade er man efterladt med den meget seriøse trope, der har hørt superheltefilm til siden slutningen af Captain America: The Winter Soldier fra 2014:

Hvem skal rydde op, når vore helte har smadret byer på stribe i forsøget på at stoppe monstre?