Biografanmeldelse
23. sep. 2015 | 08:52

The Gift

Foto | Matt Kennedy
Jason Bateman og Rebecca Hall spiller det kærlige ægtepar, der modtager en gave, de helst havde været foruden.

Komplekse karakterer og en konstant pulserende spændingsboble taler til både hjerne og hjerte i dyster home invasion-thriller.

Af Nicki Bruun

The Gift er en effektivt fortalt spændingsfilm. Den slags udsagn bliver på anmeldersprog ofte efterfulgt af et ”men”, der fortæller, at stor filmkunst er det selvfølgelig ikke. Sådan forholder det sig dog ikke her.

The Gift er nemlig mere og andet end blot en vellavet psykologisk thriller, der kyndigt doserer sin suspense og chokeffekter. Den er også et intrigant drama med komplekse karakterer, ligesom den ublodigt er langt mere skræmmende end de fleste gyserfilm.

Ægteparret Simon (Jason Bateman) og Robyn (Rebecca Hall) flytter fra blæsende Chicago til solrige Los Angeles, hvor han oprindeligt kommer fra. De virker lykkelige, men flytningen er resultatet af en traumatisk oplevelse. Vi erfarer, at Robyn har mistet et barn under graviditeten, og at de to nu håber på en frisk start.

Det får de, men ikke helt, som de havde håbet.

Hurtigt løber de ind i den socialt akavede Gordo (Joel Edgerton), som Simon gik i skole med i sin tid. Han er mystisk, og man fornemmer en forhistorie mellem ham og Simon, men da vi primært ser gennem Robyns øjne, ved vi lige så lidt som hende. Simon vil nemlig ikke fortælle om deres fælles fortid, men siger blot, at de skal lade være med at se ham.

Det er dog lettere sagt end gjort. For Gordo inviterer ofte sig selv på besøg – oftest når Simon ikke er hjemme – og med sig har han gaver af forskellig art. Hvilket normalt er ganske rart, men i dette tilfælde er der nærmere tale om, at Gordo invaderer deres privatliv.

The Gift er altså i familie med de home invasion-gysere, som filmens producer, lowbudget-gulddrengen Jason Blum, har lavet på stribe. Men modsat The Purge og andre horrormareridt af samme skuffe, bliver truslen her budt velkommen i døren. Blum er blevet kendt for at lave film på et smalt budget, der bliver store succeser. The Gift har da også allerede tjent sig ind mange gange på hjemmemarkedet.

The Gift ligner en opdatering af Sam Peckingpahs Straw Dogs. Ironisk nok er katten i skabet skiftet ud med en bortført hund, men The Gift er lige så væmmelig som sin klassiske inspirationskilde.

Joel Edgerton giver ikke bare en skræmmende afdæmpet og nuanceret præstation som den ødelagte Gordo. The Gift er også hans debut som spillefilminstruktør, og tilmed har han skrevet manuskriptet – begge dele med stor succes.

Suspensen bliver trukket ud, indtil vi sidder helt ude på stolekanten med flossede nerver. Modsat mange ellers mere rutinerede instruktører forstår Edgerton, at det gode gys ligger i den pirrende opbygning snarere end i bøh-effekten. Endnu bedre er dialogen, hvor det usagte hele tiden sitrer mellem linjerne, når ubehagelige middage bliver indtaget af de tre hovedpersoner.

Samtidig har Edgerton omgivet sig med dygtige skuespillere, der overbeviser i vidt forskellige roller. Rebecca Hall spiller en afskygning af en klassisk horrorkvinde, der ikke er sikker på, om uhyggen omkring hende er virkelig eller ej. Hendes løse forhold til pilleforbrug betyder, at vi også kommer i tvivl om hendes mentale dømmekraft.

Og Jason Bateman er perfekt modcastet. Han er kendt for sine sjove roller og på overfladen også et morsomt og charmerende bekendtskab i The Gift. Lige bag den pæne facade gemmer sig dog en mand med et hidsigt temperament, som er lovligt ambitiøs i sit arbejdsliv, og hvis brug af barnlige øgenavne hurtigt går fra det let drillende til det direkte ondskabsfulde.

Ondskabsfuld er også den voldsomme slutning, der næppe er set mere dyster i nyere amerikansk film. Den skal ikke afsløres, men lad os bare sige, at alle får en gave, de nok hellere ville være foruden. For som Gordo udtrykker det, kan dårlige ting være en gave, hvis man bliver klogere af dem.

Trailer: The Gift

Kommentarer

Titel:
The Gift

Land:
Australien, USA

År:
2015

Instruktør:
Joel Edgerton

Manuskript:
Joel Edgerton

Medvirkende:
Rebecca Hall, Jason Bateman, Joel Edgerton, Allison Tolman

Spilletid:
108 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
24. september

© Filmmagasinet Ekko