Succesraten i det smækkys til seerne er til at overse.
I sæson efter sæson har vi siddet og set på de grådkvalte og rådvilde par, som i sidste afsnit er gået fra hinanden. De har givet op, nogle har nærmest hadet hinanden.
Ofte fordi kærlighed og romantik jo slet ikke kan konstrueres frem, som denne leg lægger op til. Men lige så ofte, fordi parrene simpelthen har være totalt fejlcastede. Eller endnu værre: modcastede med vilje.
Skønt dramaer mellem kødspisere og veganere kan være hysterisk sjove, drømmer man som seer om det modsatte. Vi ser Gift ved første blik, fordi vi gerne vil have en lykkelig enhed.
Derfor lægger denne sæson flot fra start.
Morten og Søren, som er det pligtskyldigt woke par af samkønnede ægtefæller, har reelle kontaktpunkter. Og da man ser dem lave dumplings uafhængigt af hinanden, får man en lille sommerfugl i maven. Mon de bliver forelskede?
Da Morten drømmende siger: ”Åh, bare han har skæg,” og der krydsklippes til Sørens flotte kaptajn-udseende, fniser man højt af forventning.
De næste er det lige så pligtskyldige modne par. De hedder denne gang Anette og Frank, og man mærker med det samme, at der lægges vægt på mulige kontaktpunkter. Anette og Frank er begge gale med sport, men mon de også er skøre med hinanden?
Forventningens kraft bliver tydelig, da Morten og Søren inden vielsen skriver breve til hinanden. Søren stortuder, Mortens stemme bæver. Men på en måde er det bare deres egen længsel og deres egen kærlighed, der dirrer i de sårbare og modige sjæle. Og vi er med dem hele vejen.
Teknisk er serien som altid ret lækkert filmet indimellem på grænsen til reklameæstetik, og man overgiver sig snart til den romantiske musik og stylingen af mænd og kvinder og omgivelser.
Vil du tage denne drone – JA! – og elske denne hjemmevideo – JA! – og leve med disse panoreringer – JA! – til slowmotionoptagelsens ende – JA!
Da rulleteksterne begynder, er man klar til at kysse alle parrene lige i skærmen.
Brylluppet mellem de to mænd foregår ude i naturen, og det er for fuld naturromantik. Det modne par skal giftes i en lidt anonym festsal, hvor det, der ligner forstads-bling, er i højsædet.
Begge par er omsorgsfulde allerede fra start. De rummer hinanden og bærer hinanden, og derfor tror man denne gang nok lidt mere på dem.
Som i alle de andre år får man lyst til at diskutere konceptet.
Hvorfor er der egentlig ikke et bryllup i en kirke eller bare med en præst? Er kærlighedens indtræden i det sociale rum og i den eksistentielle fortælling virkelig blevet en stangvare, et billigt nummer i IKEA, hos den normale befolkning?
Statistikken siger noget andet.
Hvor er de helt unge på 20 og 21 – dem, der skal lave alle de børn, som regeringen efterspørger? Måske kommer det hele i de næste afsnit.
Temaerne er de samme, som vi kender. Vil de passe sammen? Hvad synes vennerne? Er det – som det plejer at være – det ældre par, som er mest kritisk? Er det homoseksuelle par hurtige på aftrækkeren i soveværelset, som de nogle gange har været? Skal der absolut drikkes så meget alkohol?
I første afsnit bliver der plads til meget.
Det modne pars voksne børn fylder også. Og savnet efter deres mor får et rum i den nye bryllups-setting. Bøsserne får lejlighed til at afsløre, hvor få homoseksuelle der reelt er i København, da Morten bliver bekymret for, om gommen er én, han allerede har været på date med.
Det viser sig, at de faktisk nærmest har været naboer – uden at rende på hinanden. Livet kan også lade gode kandidater glide forbi.
Gift ved første blik lever, fordi kærligheden både kan ses som et tilfælde, vi skal åbne os for, og som en næsten praktisk opgave, vi bare skal løse.
Vi følger hvert år de to første par – og de kommende – i vild spænding. Men allerede nu har denne sæson en stor force. I modsætning til konceptet er de medvirkende virkelig autentiske. Kan man ønske sig mere af reality-fjernsyn end præcis den blanding?
Kommentarer