Gift ved første blik – sæson 9

”I skal være enige … om at blive direkte skilt,” sidder Pernille og læser op fra borger.dk. ”Det synes jeg, vi er,” siger hun højt til sig selv. 

Pernille er – måske udmattet af konflikter – i gang med at forsikre sig selv om, at hun godt kan søge skilsmisse uden nogen kommunikation herom med Martin. 

Og det giver mening, når man har set den intetanende husbond snakke ustandseligt i syv afsnit. Vi forstår Pernilles lidt optimistiske ønske om at spare sig selv for mere snak. Hun leger kort med tanken om et varsel på sms, men der kommer jo en mail i eBoks inden længe! 

DR’s folkekære datingeksperiment Gift ved første blik er nået til sin niende sæson og insisterer på at blive ved med at vie fremmede og vise de totalt kejtede resultater. 

Deltagerne er sårbare og ærlige. De sitrer af håbefuldhed på den skæbnesvangre bryllupsdag, hvor de for første gang ser deres – eller rettere – DR’s udkårne. 

Sammensat af eksperter skal parrene i et komprimeret forløb over nogle uger leve sammen som ægtefæller, hvorefter de enten skilles eller forbliver gift. 

Gift ved første blik er trægt og tåkrummende, men også morsomt og lærerigt for parrene og seerne, der genkender deres problemer. 

I denne sæson er eksperterne skiftet ud, og de to psykologer Trine Hjorth Bønnerup og Eivind Johansen går meget op i at gøre oplevelsen mindre grænseoverskridende for de nygifte, der nu sover hver for sig på bryllupsnatten og får både pausedage og første dates før bryllupsrejsen. 

Det er en tiltrængt ændring, omend lidt kedelig. Det mest dramatiske, der sker, er Martins buldrende banken-i-bordet, som til gengæld bliver malket utrætteligt igennem serien. 

De ti deltagere udgør sammen fem par, som kommer på hver deres prøvende dannelsesrejse i parforhold eller måske snarere pludselig sameksistens. 

Her hersker den heteroseksuelle håbløshed. 

Den lattermilde optiker Line og den karismatiske kranfører Mark finder hurtigt et lidt fladt, men samtidig meget let leje som kærlige roomies. 

Også hos Jeanette og Michael hersker pragmatikkens ro. De arbejder begge inden for salg. Jeanette som butiksejer og Michael som digital direktør for nogle meget dyre lakridskugler. 

Jeanette har købt sit drømmehus og er i gang med at indrette det til mindste detalje. Nu mangler bare drømmemanden, som også er kommet per bestilling. 

Men Michael, der både har pli og børnetække, vækker ikke fysisk tiltrækning hos hende. Og hold op, hvor de to kan snakke sig igennem den ellers ret umulige præmis. Den vilje til kompromis er ret rørende. En småborgerlig sejr over drømmen om storslået, filmisk romantik. 

Sara og Rasmus er de unge smukke mennesker, der begge arbejder med grøn energi. Et meget tiltalende par. Men Rasmus er ulven i fåreklæderne, lidt forsimplet sagt træmanden forklædt som den moderne mand. På et hotelophold, hvor alle parrene samles, virker Saras tristhed til mest at irritere ham. 

”Så er der chips,” siger han helt uberørt til det bekymrede selskab, da han vender tilbage fra sin fortvivlede hustru, der ligger helt splattet ud alene på hotelværelset. 

Også den anden Sara, som danner par med Nicklas, føler sig alene med sin stille, men velmenende mand. Med egne ord en selvudnævnt verdensmand, der efterhånden må erkende, at det er svært nok bare at være mand for ét menneske. 

Jeg kan ikke glemme de bambussokker, han så stolt proklamerer udelukkende at gå i, da han skal præsentere sig selv og sin samling af selvhjælpsbøger. Hans alt for genkendelige ønske om at analysere sig til lykken og kærligheden. Det bliver så tydeligt i mødet med Sara, at mange ting først rigtigt kan læres i praksis. 

Som seer fornemmer man, at der mangler nogle scener mellem parrene. Måske fordi de ikke bliver filmet, når de selv står for kameraføringen. I stedet får vi tit en lidt slap godnat-hilsen fra sengen, når det er sidste chance for at få dagens optagelse i hus. 

Deltagerne er dog meget dygtige til at reflektere over deres adfærd, når de bliver bedt om det. 

Al den refleksion er en god øvelse i selvudvikling, men måske ikke i romantik. Parforholdet bliver her mere et møde med sig selv end med den anden. Det er lærerigt at gå forkert, at give det et skud med den ikke helt rigtige og i det romantiske svinkeærinde lære om sig selv og andre. 

Alt i alt dog noget af et antiklimaks, at dette er tilfældet for langt de fleste par i serien. Men også en påmindelse om pardannelsens sjældne magi. Som en af seriens psykologer siger: ”Kompleksiteten i at finde den rette.”