Gina Jacqueline har ikke fine fornemmelser. Hun ved godt, at det, hun laver, er prostitution. Hun sugardater. Så hun knalder velhavende mænd for materielle goder.
I fire afsnit får man ikke indtryk af, at hun decideret får penge fra mændene, hun dater, men hun får dyre tasker og flybilletter til eksotiske destinationer.
Men man har heller ikke indtryk af, at hun har et arbejde, hun skal passe. Lever hun af sugardating? Og hvorfor er det så ikke uforfalsket prostitution?
Svaret blafrer i vinden.
Hun har profil på sugardating.com. ”Jeg har over 1000 ubesvarede beskeder på min fake mail,” konstaterer hun en dag foran computeren, hvor hun med smukt lakerede negle taster løs på keyboardet, mens hun pulserer på sine forgyldte cigaretter og overvejer nye sugardaddies til at forsøde sit liv.
Hun er en lille festkilling, der elsker champagne og dyre hoteller.
På hendes makeup-spejl hænger et foto fra en automat, sådan nogle pasbilleder med fire fotos. Hun ser hård ud på dem. Skarp makeup, markerede kindben.
Når hun sidder i sit lyserøde soveværelse, er hun straks mere blød. Uden makeup, med det store, viltre hår byltet tilfældigt op på hovedet.
Grinet får ansigtet til at lyse op. Hun er uden tvivl så bedårende, at man næsten godt kan forstå, at mænd vil betale for hendes selskab. Men det indebærer også adgang til hendes fisse.
”You’re a slut, but you don’t care ’cause your pussy takes you places. Bye haters!” griner hun.
Der er sikkert mange seere, der fordømmer den unge kvinde for hendes valg af livsstil. Men hendes ærlighed er befriende. Hun lægger ikke skjul på, hvordan hun har skaffet sig sin nyeste Chanel-taske. Veninder, mor, stedfar og mormor ved det.
Er det glamourøst? Serien har affødt debat, hvor kritikere hævder, at Gina Jacqueline gør denne gråzone-prostitution attraktiv.
Men det kan simpelthen ikke være Ginas ansvar. Det er et overfladisk liv, og tiltrækkes man af det, så er det nærmere ens forældre, og de værdier, de har givet én, der skal stilles spørgsmålstegn ved.
Jeg har lyst til at rejse tilbage i tiden og kramme Vesterbrotøsen, da hun var femten år. Jeg har lyst til at sige, at det er et skråplan at give blowjobs for penge, som hun gjorde i teenageårene for 2000 kroner. En oplevelse, der ansporede hende til det liv, hun har i dag.
Nu er hun 27, men det lyserøde værelse og modviljen mod at tage ansvar for sit liv får Gina til at fremstå barnlig. Ginas refleksioner over sine valg om at knalde sig til luksus er modne.
Kontrasterne trænger til modspil.
Veninder og familie stiller lidt spørgsmål, men der mangler nogle flere af dem, så seeren var kommet mere i dybden med hendes lyst til at knalde sig til kaviar.
Serien er skræmmende aktuel i disse dage, hvor sagen om Harvey Weinstein, historier om the casting couch og #metoo-kampagnen ruller. Debatten om, hvad kvinder bliver tvunget til mere eller mindre frivilligt.
Gina Jacqueline spreder selv benene. Men det er kun en mulighed, hun har, fordi hun er en attraktiv kvinde. Selvfølgelig skal vi ikke være blinde for, at der også er unge mænd, der gør det samme, men der er langt flere kvinder, som er berørt. Det er den uundgåelige magtbalance, der er mellem mand og kvinde, at hun kan degraderes til en genstand, som manden kan penetrere.
Gina Jacqueline bliver forelsket i ”Advokaten”, en af hendes sugardaddies. Hun ved godt, at det ikke kan gå. Men hun vil også blive ked af det, når han engang finder en rigtig kæreste.
Hun savner ham og vil gerne se ham tre-fire gange om ugen. Bare spise en is i stedet for altid at spise på Michelin-restauranter og knalde i D’Angleterres suiter.
Men tænk, hvis de blev kærester. Han ville blive fordømt, for det er ikke accepteret at købe sig til sex. Deres forhold ville der altid blive sat spørgsmålstegn ved. Elsker hun ham eller hans penge?
Gina Jacqueline er skrøbelig, stærk og sårbar. Hun ved godt, at hun kan risikere at knække på det her. Men det er helt enkelt sindssygt og frustrerende, at det er muligt – fordi der findes mænd, som køber kvinder.
Kommentarer