Ginger & Rosa

London 1962. Den kolde krig er på sit højeste, og mens USA og Rusland truer med at udslette hinanden, folder to unge piger deres vinger ud – Ginger og Rosa. De er født på den samme dag i 1945, det år, hvor USA lod to atombomber falde over Japan. Og akkurat som deres mødre delte skæbne på fødegangen, deler de to piger alt med hinanden i deres syttenårige teenagetilværelse.

Ginger & Rosa er Sally Potters syvende og til dato nok mest tilgængelige spillefilm – et coming-of- age-drama om en ung pige, der prøver at finde sin plads i en verden på randen af atomkrig. Og meget kunne tyde på, at den rødhårede Ginger (Elle Fanning) er støbt over Potters egen ungdom. Instruktøren, der er født i 1949 og dermed selv var ung under den kolde krig, har beskrevet sit hjem som ”ateistisk og anarkistisk” – meget lig Gingers, hvis far Roland (Alessandro Nivola) er pacifist, forfatter til politiske manifester og modstander af al konformitet.

Udadtil er Ginger og Rosa (Alice Englert, datter af Jane Campion) som to dråber vand. De går i ens tøj, ryger cigaretter i smug og kysser med drenge i smøgen. De stryger hinandens hår og krymper jeans i badekarret, mens de læser Girl Magazine. ”Piger skal have en sprudlende personlighed,” læser Rosa højt af magasinet fra sin ende af badekarret, hvortil Ginger retorisk spørger: ”Mon Simone de Beauvoir har en sprudlende personlighed?” ”Der står her, at det kan drenge godt lide,” konkluderer Rosa. Samtalen er et koncentrat ikke bare af et kvindebillede under forandring, men også af kløften mellem de to pigers verdenssyn.

Ginger nærer en oprigtig bekymring for fremtiden, og truslen om atomudslettelse driver hende ind i aktivistmiljøet. Rosa derimod drømmer om evig kærlighed og overlader trygt verdens skæbne i Guds hænder. De to piger har ikke andet end foragt til overs for deres mødre, der har ofret egne drømme for at opdrage deres børn. Til gengæld forguder de begge Roland – Ginger for hans idealisme, mens Rosas interesse er af en ganske anden art.

Da den notorisk utro Roland forlader sin martrede hustru Natalie (ikke helt overbevisende spillet af Christina Hendricks) og indleder et forhold til Rosa, står Ginger alene og forrådt tilbage, overladt til sine bange anelser om verdens undergang. Samtidig raser Cubakrisen, og for den følsomme pige bliver situationen således dobbelt apokalyptisk.

Filmen er blændende smukt fotograferet af Robbie Ryan (Stormfulde højder, Fish Tank), der med nærbilleder af de to pigers ansigter, lyset og den stiliserede iscenesættelse med velkomponerede farvesammensætninger (Gingers røde hår og grønne jakke er som taget

ud af et modekatalog) skaber en ualmindeligt sanselig filmoplevelse. Elle Fanning er formidabel – hun var kun tolv år, da hun gik til casting på filmen, og alligevel er hendes præstation som famlende teenager fuldt ud troværdig. Alice Englerts fremmelige Rosa er en smule mere flad i karakteren, mens Alessandro Nivola på glimrende vis nuancerer den dobbeltmoralske Roland, der nok pisser på sin egen familie, men gør det i overbevisningen om, at hvis flere blot delte hans antiautoritære principper, ville der ingen atomkrig være.

Potter har tidligere med succes brugt bastant symbolik i sine mere formalistiske film som Orlando og The Man Who Cried, men her bliver det af og til en anelse for udtalt. En mindre demonstrativ udpensling af, at Gingers hidsige udbrud om verdens undergang i virkeligheden handler om farens svigt, kunne have gjort det.

Når det er sagt, har Potter begået endnu en film med et stærkt, kvindeligt perspektiv. Fædrene i filmen gør mere eller mindre, hvad der passer dem, mens kvinderne betaler prisen. Og når instruktøren gør så stort et nummer ud af at vikle Gingers personlige drama sammen med den ydre verdens, er det måske for at minde os om, at det personlige stadig er politisk.