Girl

Hvis der er én ting, Girl bør huskes for, er det Victor Polster, filmens purunge hovedrolleindehaver.

Denne anmelder kan ikke mindes at have set en lignende præstation af en teenager, siden attenårige Leonardo DiCaprio i 1993 spillede sig til en Oscar-nominering i rollen som den mentalt retarderede Arnie i What’s Eating Gilbert Grape.

Polster var fire år yngre under indspilningen af Girl, desuden debutant og udfordret af en rolle, der kræver mere end de fleste.

Hovedpersonen er Lara, som ikke blot danser ballet på højt niveau, men også er transkønnet. Victor Polster er selv en ambitiøs og talentfuld balletdanser, og som sådan har han i sagens natur været et oplagt valg til denne del af rollen.

Men at han også med gestik og mimik formår at overbevise om, at den præpubertære dreng bag sit langlemmede ydre bærer et indre, der i et og alt er en pige, er ganske enkelt skuespil af verdensklasse.

Filmens instruktør, den belgiske debutant Lukas Dhont, fortjener omtrent lige så mange roser.

Ikke blot viser han sig som en eminent personinstruktør, som medforfatter har han også begået en tekst, der uden at stikke i alle mulige litterære retninger netop er et filmmanuskript.

Således økonomiserer han dygtigt med dialogerne, så filmen som medie kommer til sin ret. Hvad man ikke behøver sige med ord, skal man nøjes med at vise. Og det gør han så – med en minimalisme, som sine steder vækker mindelser om Carl Th. Dreyer eller Krzysztof Kieślowski.

Men hvad Dhont viser, ser vi bestandigt stykkevis, for en film skal jo ikke være en klinisk skildring af en objektiv virkelighed. Derfor befinder vi os ikke i et laboratorium, men snarere i et spejlkabinet, hvor voyeurismen kommer til kort, når blikket hverken kan skjule sig for andre eller for sig selv. Hvad er det da, vi ser?

”Jeg ser en pæn og smuk kvinde,” siger psykologen til Lara, der foran spejlet ikke kan få øje på de attributter, som hun mener, definerer det kvindelige køn.

”Tror du på, at jeg ser en kvinde, når jeg ser på dig?” Det gør hun ikke.

”Jeg ser en pige,” siger faren.

”Vil du ha’, at vi skal se dig som pige eller dreng?” spørger veninderne fra balletskolen, da de har mobbet hende til at smide trusserne og vise det organ, hun så gerne vil af med. Og Lara giver filmens titel i sit svar. ”Pige!”

Alligevel er og bliver det Laras eget blik, der forfølger hende, ikke de andres. Det er hende, der som balletdanser og transkønnet gør kroppen til en projektionsflade, hendes ambitioner og drømme, der gør, at kroppen bearbejdes med en nådesløs disciplin, som for den udenforstående tager sig ud som masochisme.

Hun er født som dreng og har ikke som pigerne på skolen trænet tåspidsdans fra tolvårsalderen. Derfor må hun arbejde hårdere end dem, selv om det, som hendes danselærer siger, er at forcere lidt rigeligt. ”Nogle ting kan jo ikke ændres, vel? Du kan ikke bare hugge noget af dine fødder.”

Og dog. For Lara vil gerne hugge en hæl og klippe en tå. Eller ofre sin stemme for, som H.C. Andersens lille havfrue, at blive som de andre piger, hun i en mageløst flot sekvens ser boltre deres spirende kvindekroppe i vandet, som havde de med ét fundet deres rette element.

Hvad alt dette indebærer, viser filmen så konsekvent og nådesløst, at man indimellem vægrer sig ved at kigge med.

Ledsaget af en seismografisk klipning og kameraføring, der afspejler Laras indre brydninger, og akkompagneret af sarte violinstrøg, haster hun sin skæbne i møde. Men hvilken?

Svaret må enhver give sig selv, for med sit Mona Lisa-smil unddrager Lara sig også hinsides filmens dramatiske klimaks enhver introspektion.

Hvad man derimod ikke kan være i tvivl om, er, at filmen er et mesterværk – en blanding af Den danske pige og Black Swan, men uden alle Hollywoods klichéer.