Leonie bliver mobbet.
Fra bagsædet af forældrenes bil fortæller hun sin mor om en dårlig dag i skole. De andre piger har bagtalt hende. En katastrofe for en fjortenårig.
”Hvorfor er dine øjenbryn farvet røde? Det har vi da ikke aftalt,” siger mor fra forsædet.
Mor er nemlig også Leonies manager.
Leoobalys er barnets influencer-navn. Hun sælger makeup, tøj og fastfood gennem videoer til sine knap én million følgere i Tyskland.
Instruktøren Susanne Regina Meures har fulgt Leonie på tæt hold i fire år, og det er blevet til en dokumentar, der forarger af flere grunde.
Første forargelse er over Leonie selv.
I vores kultur har teenagepiger et dårligere ry end nogen anden aldersgruppe, og Leonie er prototypen på den irriterende teenagepige.
Hun glor konstant i sin mobil og ænser ikke, hvad der sker omkring hende. Hun reagerer med mutte vredesudbrud, hver gang forældrene taler til hende.
Først når kameraet tændes, er hun glad. Opmærksomheden fra fans betyder alt, selv om hun bestemt heller ikke gider optræde uden at få penge for det.
Men, tænker man, Leonie er jo også bare et barn, der savner at have tid til venner.
Så vendes ens vrede mod den branche, der presser hende til kanten.
Influencere tjener i gennemsnit omkring 100.000 kroner per sponsoreret opslag, fortæller en af filmens mange statistikker. Det er med andre ord en millionforretning, hun er blevet en del af.
Der er ikke plads til at være barn og teenagesur. Hun har en kontrakt med McDonald’s, og nuggets sælger ikke sig selv. Hun bliver latterliggjort af vederstyggelige, ældre YouTubere, der kalder hende en ”cunt”.
Samme YouTubere beskylder Leonies forældre for at udnytte hende økonomisk. Det vækker en ny vrede i én, for er der ikke noget om snakken?
Forældrene har sagt deres job op for at være managere for datteren og ”piske hende i gang”, når hun ikke kan overskue ansvaret, som moren siger.
Parret har gjort sig økonomisk afhængige af barnet, og de har også deres egne, kiksede SoMe-kanaler, som nasser på hendes succes.
Moren påstår hyklerisk, at hun er optaget af at sikre Leonies økonomi i fremtiden, men hendes kyniske behandling af datteren tyder ikke på megen omsorg.
Faren er særligt interessant. Han er gået fra at være kommunistbarn i DDR til superkapitalist og rådden chauffør, der følger Leonie alle døgnets timer og agerer bøvet baggrundsdanser i videoerne.
Han påstår at kæmpe for sin frihed. Men i virkeligheden er det topmoderne børnemishandling i stil med Britney Spears og hendes far.
Det mest triste er dog dem, der får hjulene til at køre rundt.
Instruktøren har også fulgt Leonies største fan, trettenårige Melanie, som lever et ensomt liv, hvor gudedyrkelsen er det eneste, der holder hende i gang.
Hun er dybt afhængig af sin Instagram-konto, og da hun endelig får et møde med sit idol, må hun nøjes med en mekanisk krammer og et billede med helten.
Berlin Pigekor synger religiøse toner i baggrunden og understreger, at Melanie er dybt troende. I en kirke, der kun vil have hendes penge.
Den triste historie – understreget af en eventyragtig prolog og epilog – er dog for ensporet. Vi ser aldrig de gode ting, som Leonie nødvendigvis må give sine fans – for eksempel humoren i videoerne eller det gode sammenhold mellem fans.
Vi ser kun de grimme sider, og derfor er det svært at forstå, hvordan det hele fungerer.
Til gengæld kan man glæde sig over, at der er håb for selv de mest ensomme fans, som dokumentaren viser. Men det gælder ikke Leonie. Influencere som hende sidder ulykkeligt fast i cyberspace og er dømt til ensomhed.
Kommentarer