Det er et kynisk værk, som denne filmadaptation er baseret på.
Da den svenske forfatter og journalist Stieg Larsson pludselig døde af et hjerteanfald i 2004, gik rettighederne til hans Millennium-trilogi til familien. Mennesker, der efter alt at dømme er af samme støbning, som de gemene storkapitalister, han fordømte i sine bøger.
Pengestrømmene fra bestseller-bogserien, som følger journalisten Mikael Blomkvist og den asociale superhacker Lisbeth Salanders kamp mod de magtliderlige pengemænd, der styrer Sveriges institutioner, var grangiveligt ikke nok. Så forfatteren David Lagercrantz blev sat til at skrive en ny bogserie, der følger Lisbeth Salanders videre eventyr som selvtægt-antihelt.
Den første bog i denne serie var Det der ikke slår os ihjel – en langsommelig tørvetriller af en spion-thriller. Men det er ikke desto mindre denne bog, som den nyeste amerikanske produktion i serien med titlen The Girl in the Spider’s Web er baseret på.
Her banker fortiden endnu engang på, da en person fra Lisbeth Salanders barndom dukker op for at hugge et program, som giver adgang til samtlige atombomber i verden. Koden til programmet kan kun brydes af den autistiske dreng August, og da skurkene prøver at få kløerne i ham, må Salander, med en amerikansk NSA-agent lige i hælene, agere værge med hjælp fra sin gamle makker Mikael Blomkvist.
Hvor romanen er pinagtigt kedelig, farer filmen af sted i et forbandet højt tempo, der kaster publikum fra den ene actionscene til den anden.
Lisbeth Salander er måske mere hjemmevant foran computerskærmen end i felten, men de scener, hvor hun kommer i håndgemæng, foregår på kreativ vis. I én slåskamp med skurkens håndlanger – danske Claes Bang med alt for få replikker – går hun løs på ham med en flækket tandbørste, og senere stopper hun resolut en biljagt ved at hacke sig ind i skurkenes bil og udløse airbaggen.
Det høje tempo betyder dog også, at dramaet hurtigt ryger ud på et sidespor.
Sammenholdet mellem Lisbeth Salander og drengen bliver spillet op med tunge strygere og sørgmodigt klaverspil, men det vækker ikke de store følelser. Heller ikke, da hun opdager, at drengen spiller skak, ligesom hun selv gjorde, da hun var en bitte unge.
Og Lakeith Stanfields NSA-agent har ingen anden indvirkning på handlingsforløbet end, at han skyder et par skurke via en snigskytte. Han kunne vitterligt skiftes ud med en fjernstyret riffel.
Hverken Salander eller Blomkvist er synderligt genkendelige i forhold til deres originale karakterer i den nye film.
Daniel Craig og Michael Nyqvist, som spiller Mikael Blomkvist i de to tidligere filmatiseringer, er vejrbidte mænd med ar på sjælen og en stor appetit for intense kvinder. Her er Blomkvist spillet af svenske Sverrir Gudnason (Borg), der til sammenligning ligner et barn.
Claire Foy har smidt de royale klæder fra The Crown og ser overbevisende ud i Salanders motorcykellæderjakke, punkstøvler og begsorte tomboy-frisure. Hun mangler dog intensiteten fra de tidligere udgaver, hvor Salander bliver spillet af henholdsvis Rooney Mara og Noomi Rapace.
Goth-makeuppen og hanekammen er da heller ikke noget sted at se, og med det polerede ydre kommer også en mere sympatisk personlighed. Da hun straffer en af de mange mænd, som hader kvinder, nøjes hun med at sætte strøm til hans nosser i stedet for at tvinge en dildo op i røven på ham og tatovere ”Jeg er et sadistisk svin og en voldtægtsforbryder” over maveskindet.
Hendes autistiske træk er underspillet. Det gør hende nemmere at identificere sig med, men også kedeligere.
Den mere stuerene udgave af hackeren er kendetegnende for filmen, som ser sig tilfreds med at være en diet-udgave af Bourne-filmene.
I en tid, hvor gode spion-thrillere ikke hænger på træerne – Mission Impossible har for længst udviklet sig til rendyrket action, mens Bourne- og James Bond-filmene har trådt vande i mange år – formår The Girl in the Spider’s Web dog i det mindste at underholde igennem sin to timers spilletid.
Hvis det ikke er nok, kan man altid blive forgabt i Claes Bangs majestætiske, hvide manke.
Kommentarer