Girls Lost

Ungdommen kan være fyldt med uoverkommelige problemer, der ikke bliver taget alvorligt af voksne. Fremtiden er stor, men også håbefuld og truende på samme tid.

Den unge pige Kim bor i samme område som sine veninder Momo og Bella.

Sidstnævnte har mistet sin mor, faren er gået ned med depression, men hun finder trøst i et drivhus og alverdens planter. Dér holder pigerne til.

En dag modtager Bella et mystisk frø i en forsendelse af frøpakker, og hun planter det selvfølgelig.

Over en enkelt nat skyder en kæmpestor sort blomst op. Pigerne omtaler den som ”hende”, og fejrer den med et selvopfundet ritual med smukt dekorerede masker og ild i natten.

Alexandra-Therese Keinings svenske Girls Lost er fyldt med dragende og drømmende scener. Som da pigerne danser rundt mellem planterne i mørket. Billedsidens dovne skønhed og det troværdige sammenhold formår at fastholde den længselsfulde fortrolighed, som er ungdommen forundt.

Men dansen viser også, at de stadig er ret barnlige. De kæmper en håbløs kamp for at blive i en uskyldig verden.

Filmens stemning bliver stedse mere kaotisk, og det er med til at understrege uroen i deres indre. Også den 80’er-nostalgiske lydside bliver gradvist mere pulserende og hektisk.

Drengene på skolen tyranniserer pigerne, kalder dem møgfisser og andre modbydelige ting. Og de voksne gør ingenting.

Da Kim under en rundboldkamp ikke gør mine til at samle en bold op, skælder idrætslæreren hende ud og siger, at hun har en dårlig indstilling. Kim giver igen og spørger, hvorfor læreren ikke beder drengene stoppe, når de råber ”patteko” efter Bella.

Men Kim får blot at vide, at hun må blive hårdere – lige så hård som drengene, der overfalder Bella lige efter træningen og hiver tøjet af hende for at se hendes bryster.

Den sorte blomst påvirker Kim enormt. Hun drømmer om natten og kaster sig rundt i feberhede drømme. Der er noget, der kæmper for at bryde ud af hende.

Det må siges at være et tydeligt billedsprog for en pige i grænselandet mellem barn og voksen. Og da filmen slutter, er hun ikke afklaret. Hvor forfriskende at få en ungdomsfilm, der har masser af udvikling, men som ikke har indsigt og modenhed som klimaks.

I kådhed prøver pigerne at smage på blomstens vaniljeduftende nektar. Igen føles det som et ritual, og de bliver høje af sammenholdet og løber ind i et af deres huse, hvor de foran et kæmpe spejl ser, hvordan de ændrer sig og bliver drenge.

De løber hen til skolens fodboldbane, hvor byens unge holder til. Ingen genkender dem, og i modsætning til deres ægte jeg’er bliver de straks optaget i slænget.

Begge kønsudgaver af Kim, Momo og Bella gør det overbevisende. Men der er især talende detaljer i skuespillet mellem drenge-udgaverne (Emrik Öhlander, Alexander Gustavsson og Vilgot Ostwald Vesterlund). De holder hånd, læner hovedet mod hinandens skuldre og skyr ikke nærhed.

Efter en nat i skoven vågner de op som piger igen. Bella og Momo synes, det har været sjovt. Det giver dem modet til at svare igen på drengenes tilsvininger. Men for Kim har det været en omvæltende oplevelse. Hun længes efter at være dreng igen.

Her bliver filmen uklar, men samtidig også meget ærlig.

For hvis man er transkønnet – og altså i virkeligheden en dreng i en pigekrop – er man så homoseksuel, hvis man er forelsket i en pige? Eller i en dreng, for den sags skyld?

Kim hvirvles nu ind i en ulykkelig deroute. Her er ingen forelsket forening som i den beslægtede Fucking Åmål. Hun splittes mellem drengen Tony, der er en småkriminel og forvirret ung fyr, og Momo, der er forelsket i Kim, uanset hvilken skikkelse hun/han har.

Forvirringen er voldsom og usikker og med den følger en ensomhed, der føles fysisk. Det virker overbevisende. Man efterlades med minder om venskaber, der ikke overlevede de retninger, man hver især tog.

Girls Lost fortæller, at selv om omverdenen dømmer og nedgør, så er ægte venner ligeglade – og den største forhindring er ofte én selv.