Girls Night Out

Rockbandet Wolfmothers energiske guitar og high-pitchede vokal gungrer derudad. Visuelt får vi smækket farverige kostumer, høj energi og et hav af danseglade, unge mennesker i hovedet.

Der er fest i et fraternity house, og collegeveninderne Jess (Scarlett Johansson), Alice (Jillian Bell), Blair (Zoë Kravitz) og Frankie (Ilana Glazer) har gang i en omgang ølpong. I slow motion får vi serveret deres sejr, da bordtennisbolden lander i ølglasset, og festen eksploderer.

Det ligner Hangover-ensemblet i kvindelig udgave, før end festen slutter brat med et klip til kollegieværelset senere samme aften. Jess deler vanddunke ud til firkløveret, der hverken virker fulde eller har skyggen af tømmermænd. Det hele synes mærkværdigt pussenusset med voksne skuespillere, der skal agere tøsede teenagere.

”Jeg forstår ikke, hvorfor vi går til de fester,” siger Scarlett Johanssons Jess, der på et splitsekund har forvandlet sig fra ølbong-mester til kedelig sippe. ”Det er jo kun jer, jeg har lyst til at se.”

Det lettere skizofrene flashback til det herrens år 2006 er symptomatisk for komedien Girls Night Out. Det ene øjeblik er der en mørk og morbid humor på spil, det næste en hvinende sød fortælling om venskab.

Ti år efter den famøse fest, er kvinderne godt i gang med jobs, børn og karriere.

Jess har travlt med sin kampagne til delstatsvalget, sjove Alice har påtaget sig lærergerningen, Frankie er sprunget ud som politisk aktivist, mens Blair vist bare er blevet rig. Så er alle lag i samfundet ligesom repræsenteret, og stereotyperne udfoldes ikke nærmere.

Jess har ydermere fundet sig en kedelig mand, og den selvudnævnte bedsteveninde Alice øjner muligheden for at arrangere et brag af en polterabend i Miami.

Allerede i lufthavnen halter vittighederne.

Alice har taget en flaske champagne med til at starte løjerne. Proppen springer, og folk kaster sig ned på gulvet. Det kunne have været sjovt, hvis ikke det lige var, fordi manuskriptforfatterne Lucia Aniello og Paul W. Downs synes joken skal forklares: ”Vi står i en lufthavn. Det lød som et skud.”

I Miami begynder begivenhederne at eskalere, da kvinderne beslutter sig for at tage coke. Meget coke. Og ryge joints. Og bælle hvidvin og shots. Pludselig står de med et lig i stuen, og hvordan skiller man sig egentlig af med sådan et? Særligt når huset er lavet af glas og swingerparret (en fornøjelig Demi Moore og Ty Burrell) i strandvillaen ved siden af gerne vil have sex med én?

Girls Night Out er skabt af holdet bag niche-serien Broad City. Skuespilleren Ilana Glazer og manuskriptforfatterne har arbejdet foran og bag kameraet i komedieserien om de to potrygende slackere, der er blevet hyldet for dens ublu og skødesløse facon.

Som nogle af de første fik de succes med de små webisoder af få minutters varighed, som vi alle senere er kommet til at elske med Skam.

Måske er det derfor, at det er i de små øjeblikke, at man ser Broad City-mandskabet levere varen. Der er faktisk morsomme øjeblikke og til tider oneliners, der sidder lige i skabet. Oftest leveret af firkløverets femte kvinde, Kate McKinnon, som spiller Jess’ australske veninde, der uventet dukker op.

Ligesom Kathryn Hahn i Bad Moms stjæler McKinnon billedet fra underskønne Johansson i Girls Night Out. Med komisk talent og en upåklagelig aussie-accent er hun den handlingens kvinde, som gruppen har brug for i krisens stund.

Men selv McKinnon, der for nylig er blevet nomineret til endnu en Emmy for sine fantastiske Saturday Night Live-sketches, kan ikke redde den skizofrene affære.

Man aner nogle pengemænd på sidelinjen, der har insisteret på en mere konventionel Hollywood-fortælling, og et Broad City-hold, der ikke har fået frie tøjler. Eller også har truppen ikke kunnet administrere den formel med deres nicheprægede form for humor.