På Cannes-festivalen i maj troppede Francis Ford Coppola op med sit længeventede megaflop Megalopolis, der presser romersk æstetik, filosofi og mytologi ind i et moderne USA og har bemærkelsesværdigt lidt at sige om noget som helst.
Ridley Scott går omvendt til værks med Gladiator 2, hvor han spidder nutidens politiske virkelighed med en fortælling placeret i selve Rom anno 211.
Og selv om 86-årige Scott faktisk er halvandet år ældre end Coppola, har han præsteret en langt mere sammenhængende og underholdende romersk forestilling, der ikke lugter nær så meget af en gammel mands pinlige indfald.
Gladiator 2 er ellers noget så kikset som en gentagelse af instruktørens største succes, som han lavede, da han var 62 år. Og den lægger sig meget tæt op ad etteren fra 2000.
Russell Crowes stoiske helt Maximus er erstattet af sønnen Lucius, der lever i eksil i Nordafrika, inden også han må trække i sandalerne for at vinde sin frihed, da romerne tager ham som slave.
Han spilles af det irske stjernefrø Paul Mescal, der lykkes med at overgå Crowe i teatralsk storhed, men trods store overarme mangler lidt af hans bøffede tyrenakkecharme.
Mescal overstråles af Denzel Washington, der har en fest med rollen som gladiator-opdrætteren Macrinus, som strategisk kæmper sig op i det romerske magthierarki.
Washington spiller til højre og venstre som en stridsvogn trukket af brunstige hingste. Med spøjst timede replikker, langt fra skuespillerens vante leje, og flamboyante armbevægelser, der får de lange farverige klæder til at danse forvirrede omkring ham.
Generelt lader skuespil-instruktionen til at have lydt ”større” over hele linjen, og det klæder filmens episke udtryk.
Skurkegalleriet afrundes af Joseph Quinns maniske kejser Geta og hans sindssyge tvilling og medkejser Caracalla, spillet forstyrrende af stortalentet Fred Hechinger.
Ridley Scott og scenografen Arthur Max har hygget sig med at gøre den romerske overklasse så kvalmende dekadent som muligt med helstegt næsehorn i buffeten og skøre kostumer, der er en fornøjelse at se på.
Imens udgør Pedro Pascal og danske Connie Nielsen fornuftens stemme i rollerne som henholdsvis den modvillige supergeneral Acasius og Lucilla, der ligesom i den første film er kejserdatter med et hjerte af guld.
Ridley Scott har altid været mere interesseret i arketyper, symboler og historiens brutale vingesus end i menneskelig psykologi, hvilket er meget befriende.
Karaktererne er der, fordi de skal bruges til noget, og i Gladiator 2 er det veloplagt action, som overgår etterens og forhindrer de 148 minutter i at blive kedelige.
Det starter med et glorværdigt slag, da romerne fra havet indtager en Nordafrikansk fæstning og overlever pileregn og katapulter ved hjælp af deres fantastiske skjoldteknik, som vi kender fra Asterix.
Den storslåede vold fortsætter i Colosseum. Her kommer Lucius op imod en kriger, der rider på et næsehorn pakket med et helt lager af våben. Senere må Lucius deltage i en blodig genopførelse af et søslag i Colosseum fyldt med vand – hvilket romerne faktisk gjorde i virkeligheden.
På trods af en grim cgi-animeret haj hist og her, er det en fornøjelse at se en så vanvittigt et kapitel af verdenshistorien bragt til live med så meget begejstring.
Som symbolsk fortælling om det amerikanske demokratis tilstand opfinder Gladiator 2 ikke den dybe tallerken. Lucius og de andre personer fabler hyppigt om ”den romerske drøm”, et demokratisk samfund, hvor selv en slave kan kæmpe sig op til at blive fri og rig.
Men som filmen slår fast med syvtommersværd, er drømmen også et værktøj, som magtmennesker udnytter til at vildlede folkemængderne og forhindre dem i for alvor at stige til tops.
Kun ved et rigtigt, samlet opgør med råddenskaben kan vi frigøre os fra løgnen, råber filmen, så hele arenaen kan høre det.
Filmen har ikke noget godt bud på, hvordan det opgør skal foregå – ud over at en modig muskelmand myrder sig igennem diktatorerne. Men oven på det amerikanske valg føles det simple budskab befriende opløftende.
Kommentarer