Gloria Bell

Sebastián Lelio elsker sine donnaer!

Hans kvindelige hovedpersoner er som religiøse ikoner: De lever stormægtige, frembrusende, insisterende liv.

Tænk bare på transkvinden Marina i En fantastisk kvinde eller de hemmeligt elskende kvinder i sidste års Ulydighed. Instruktørens kvinder tager førergreb i strid modvind, hvilket har den ekstra fordel, at håret kan bølge bagefter donnaen på en særligt fotogen måde.

For den argentinske instruktør er også melodramatiker. Han er vild med det fyndige og udtryk, der er larger than life. Det føles tit, som om man hører kirkeorgelet med piber i baggrunden af hans konflikter.

Gloria Bell handler om en midaldrende, fraskilt kvinde, der går i byen og danser igennem. Når hun altså ikke sidder ved bardisken og drikker sine modige, ensomme cocktails.

Gloria (Julianne Moore) lever i en verden, hvor musikken af en eller anden grund er bløde retro-mellemvarer. Hun møder en god mand og indleder et forhold. Han er fraskilt ligesom Gloria, men skilsmissen er af nyere dato, og han tager overdrevne hensyn, synes Gloria, til ekskonen og døtrene. Og er han faktisk sådan lidt for højreorienteret til hendes vennekreds ...?

Sebastián Lelio er den mest feministiske instruktør, der arbejder i dag – i hvert fald blandt mændene. Hans film handler grundlæggende om kvindelig selvstændiggørelse.

Han laver glimrende mandeportrætter ude i periferien (Alessandro Nivola som den unge rabbi i Ulydighed), men i det store, symfonisk bredspektrede stykke er det kvinden, der er i fokus. Ikke mindst de kvinder, der så småt er ved at glide ud af hovedrollen i deres eget liv for at overlade den til børnene.

Man kan godt se, hvor fascinationen af Gloria Gaynors kønsligt frisættende soul kommer fra. I Am What I Am, som også Marina sang med på i En fantastisk kvinde, hvor dansegulvet er ramme for den store emancipation.

Lelio balancerer hele tiden tæt på den soapede telenovela med dens særlige latinamerikanske sensibilitet baseret på konflikt og affekt, glamour og maskespil. Han knuger de store følelser ind mod brystet, som Douglas Sirk gjorde i 50’ernes amerikanske mainstreamfilm som Magnificent Obsession og Written on the Wind.

Men han formår samtidig ligesom Sirk at holde dem ud for sig, kigge på dem fra alle vinkler og forholde sig til dem som kunst.

Gloria Bell er ingen lydefri film.

Flere idéer tærskes igennem og ligger lidt udmattede og udpinte tilbage. Der er ganske mange scener, hvor Julianne Moore sidder i sin bil og synger med på gamle disco- og pophits, og lige lovlig mange gange kommenterer sangteksten filmens plot lidt for direkte.

Det er ikke subtilt, og Lelio plejer ikke at gå i den slags fælder. Det er et irritationsmoment, men samtidig er det dejligt at se instruktøren dukke frem som en anden skumfødt Venus på en muslingeskal fra det ekspressionistiske mørke, der ved gensyn indimellem truede med at tage livet af Ulydighed.

Der er farver på Gloria, ikke kitschede tyggegummifarver, men varme, rare farver.

Idéen til Gloria Bell kommer angiveligt fra Julianne Moore. Hun ville spille Gloria, og hun ville have Lelio til at instruere igen. Billede for billede er filmen nemlig et remake af Sebastián Lelios egen Gloria, der havde premiere i 2013 og blev hans verdensgennembrud. Handlingen er flyttet fra Santiago til Los Angeles, men ellers er det den samme film.

Sebastián Lelio er en af vores store, vigtige instruktører i dag.

Det er iøjnefaldende, så få associationer hans navn sætter i gang, når man nævner det. Det skal der gøres noget ved.

Og måske er Julianne Moore den vulkanske kraft, der kan sørge for det. Når først hun begynder at indkassere de forventelige skuespilpriser, vil hun få anbragt Lelio på hans rette – eksalterede – plads.