God Is a Bullet

Der er onde mænd med tattoos. Der er narkoafhængige og tatoverede kvinder, som skyder junk og finder sig i at blive tævet og misbrugt, måske fordi de alligevel er glade for deres tattoos og for den karismatiske kultleder Cyrus.

Der er forsvundne og kidnappede teenagere, som også har tattoos. Der er en tatovør, der kaldes The Ferryman, og som tatoverer alle, der skal have tattoos.

Der er en dødskult, der tror på kuglen som Gud og døden som den store ligemager. For i døden er alle lige, men nogle er åbenlyst mere tatoverede end andre – og det er på en eller anden måde et problem, der skal løses.

Der er en politimand, som hedder Bob, der juleaften får sin teenagedatter kidnappet og sin ekskone skudt af de onde mænd og narkoafhængige kvinder med lede tattoos. Der er en bortløbet teenager, som er undsluppet fra kulten, hedder Case og også er tatoveret. Hun vil hjælpe Bob med at finde datteren og hævne sig på den onde kult, der kidnappede hende som lille pige.

Men først skal Bob tatoveres af The Ferryman for at blende ind hos kulten, selv om han er en pæn mand med en kristen overbevisning. Derefter køres der meget i bil gennem et afbrændt, sydligt USA, og Bob og Case finder kulten uden de store problemer og uden rigtig at have behøvet få tatoveringerne.

Så vil kultlederen Cyrus have nogle penge for at frigive datteren. Bob og Case har ingen penge, så de skyder nogle mænd med mange penge og giver dem til Cyrus, der giver dem datteren tilbage, men samtidig fortæller dem, at de skal dø, vistnok fordi Gud er en kugle.

Derefter skydes der en del, også med fyrværkeri, indtil de onde folk dør.

Undervejs ligges der også en del i seng og køres i bil og snakkes. Bob havde aldrig drømt om, at han ville få tattoos og opføre sig ubehøvlet og stjæle penge og stange folk ned med brede knive.

Case savner sin mor, men vil hun kunne kende hende, hvis hun ser hende igen? Og er hævnen altid sød, eller er den tommere end en meningsløs actionfilm?

God Is a Bullet er som en forslagskasse med kasserede klichéer fra Waterworld eller Mad Max. Der rulles med øjne og vises tunge, råbes og skubbes og dolkes og skydes og uddeles slangebid.

Det er en gang forældet skrivebordsvrøvl, der ligner alt muligt andet og er ét stort rod.

Nogen må have tænkt, at det er fedt, hvis Jamie Foxx har vitiligo og kunstig arm med klo. Men ingen har tilsyneladende spurgt: Hvorfor?

Historien udebliver.

Der er ingen opklaring, ingen jagt, ingen forklaring på kultens fascination eller filosofi, kun en tumlen rundt i et skydetelt og enkelte ubehjælpsomme, småfilosofiske meditationer. Som den om, at selv mænd med kristne overbevisninger med ryggen mod muren er i stand til at gøre vildere ting, end de troede.

Det virker, som om både Jamie Foxx (The Ferryman) og Nikolaj Coster-Waldau (Bob) er blevet kidnappet og tvangstatoveret til at være med i denne film.

Foxx er karismatisk med sin klo, men har desværre ikke fået meget at sige. Nikolaj Coster-Waldau leverer sine replikker med overbevisning, som om de betød noget. Man ville bare ønske, at han havde fået lov til at sige dem i en nogenlunde interessant film.

Maika Monroe (Case) spiller sur teenager med fremskudt læbe og opspærrede øjne, der har set det værste.

Til sidst bliver man mere interesseret i, om den tattoo, hun har over venstre kindben, flytter sig fra optagelse til optagelse (det gør den). Karl Glusman (Cyrus) spiller ond kultleder uden nuancer, men med flotte fingertattoos og en satanisttrekant i panden, man kan kigge på.

Instruktøren Nick Cassavetes er søn af independent-legenden John Cassavetes. Han startede karrieren lovende, men er gået i den anden retning siden den flade romance The Notebook fra 2004, en sovsende sentimental kærlighedsfilm.

Med God Is a Bullet har han undergået sig selv.