The Godfather: Part II

Hvornår spiller Al Pacino og Robert De Niro første gang over for hinanden?

Det er et drilsk spørgsmål i enhver filmquiz. Det forkerte svar er The Godfather: Part II. For nok er de begge med i samme film, men reelt spiller de aldrig sammen.

Robert De Niro er Al Pacinos far Vito som ganske ung mand. Selv om de to skuespillere i visse centrale scener glider over i hinanden, spiller de aldrig sammen. Alligevel supplerer de hinanden på hver sin måde.

Begge behersker deres roller til fuldkommenhed, begge forvandler de sig for øjnene af os. Robert De Niro som den forældreløse, enfoldige sicilianer, der bliver til Don Corleone med de strategiske skaktræk og et hviskende tilbud, ingen kan afslå.

Al Pacinos Michael Corleone fortsætter sit indædte og infame hamskifte fra The Godfather. Han eskalerer fra at være en benhård bandit i habit til et iskoldt magtmenneske, en hidsig hustrumishandler og utilgivelig brodermorder.

Selvfølgelig ender han helt alene. Uden den familie, han selv har været med til at slå i stykker.

Forinden får vi et varmt flashback til en fatal fødselsdagsmiddag, hvor Michael fortæller, at han stik imod faderligt råd og familiære intentioner har meldt sig til den amerikanske hær i Anden Verdenskrig. Han går i krig for fremmede, ikke familien.

Hvad der siden sker, er filmens forgrenede og flamboyante historie, som næsten varer tre en halv time.

Mens The Godfather er en klassisk gangsterfilm skåret lakonisk til som en regelret græsk tragedie, er toeren en monstrøs tragedie af Shakespeare’ske dimensioner. En grum, melodramatisk udviklingshistorie a la Macbeth.

Og ligesom Orson Welles’ Citizen Kane viser toeren os de deprimerende omkostninger ved at blive en amerikansk succes.

I det hele taget er anden del langt mere amerikansk i design og stil end den første – også selv om der faktisk tales mere italiensk. Fortællingen er skruet op i gear, og de dramatiske højdepunkter er langt mere slagkraftige.

The Godfather: Part II beskriver en voldens rutsjebane i et bjerglandskab, som begynder med mordet på Vito Corleones far og mor på Sicilien omkring 1900. Det gammeltestamentelige æresbegreb kommer fra slægtssamfundet i Europa, men tankegangen har vitterligt gode vilkår i USA. Familiens ære bliver mere og mere til, hvad der er godt for business.

Nu kan man her kalde organiseret myrderi ved navns nævnelse: mafia og Cosa Nostra.

Det er et prægtigt og grandiost epos. Udstyret er større end etteren. Man fornemmer, at der er flere penge i spil. Uforglemmelige er de flotte panoramiske scener fra Cuba, som er ramt af revolutionen nytårsaften i natklubber og kasinoer. Og det var faktisk et modigt politisk statement i det koldkrigeriske 1974 at omtale Fidel Castro og co. med sympati og empati.

Lige så flot er det katolske optog i New Yorks Little Italy. Her finder filmens bedste scene – mordet på den hvidklædte håndhåndlanger i skikkelse af italienske Gastone Moschin – sted med en revolver i et håndklæde.

I den restaurerede 4K-version kan man nyde det geniale farvevalg: de hvalnøddebrune og kulørte jordfarver i kontrast til det gråhvide, vindblæste vintervejr ved Nevadas Lake Tahoe, hvor storbror Fredos grav ligger.

Alle spiller fremragende. Robert De Niro fik fortjent en birolle-Oscar, og Al Pacino burde have haft en lignende for sin hovedrolle. Diane Keaton træder i karakter som børnehavepædagogen, der har giftet sig med en bøddel. Skuespillernes skuespiller, Lee Strasberg, er ildevarslende falsk som den jødiske mafiaboss.

The Godfather: Part II er absolut seværdig og tæt på at være et mesterværk. Men ikke helt så kunstnerisk helstøbt som den første film.

Og det rette svar på quizzen: Pacino og De Niro spiller sammen i Michael Manns fortræffelige Heat fra 1997.