Godless

På trods af sin titel er Godless ikke nogen religiøs film. Faktisk skal man lede længe efter en film, der er lige så gudsforladt.

Vi befinder os i en fjernt beliggende by i Udkantsbulgarien, hvor betonbyggerier og snesjap dominerer gadebilledet.

Hovedpersonen Gana (Irena Ivanova) opfører sig grundlæggende usympatisk i det meste af filmen og forsøger uden det store held at manøvrere rundt i en verden af værdiforfald, manglende moral og apati.

Alligevel er Godless sært dragende. Den er visuelt konsekvent og et sjældent, men kærkomment værk fra et land, vi ellers sjældent ser film fra.

Den bulgarske instruktør Ralitza Petrovas debutfilm er da også blevet hædret med fine priser på alverdens filmfestivaler, blandt andet danske Cph Pix – filmen er også dansk co-produceret.

Den sparsomme handling er enkel.

Gana arbejder som hjemmeplejer for ældre mennesker i en råkold, lille by. Det brænder hun på ingen måde for, ligesom forholdet til både kæresten Aleko (Ventzislav Konstantinov) og moren er gået i stå.

I denne verden er størrelser som moral og respekt sat ud af spillet eller i bedste fald til diskussion.

Derfor stjæler Gana id-kort fra sine patienter og sælger dem videre på det sorte marked uden de store moralske skrupler. I Irena Ivanovas skikkelse er Gana forknyt og introvert, men bag det maskuline ydre fornemmer man bestemt en menneskelig sitren og tvivl.

Først da Gana møder den ældre mand Yoan (Ivan Nalbantov), begynder hun at revidere sin ellers sølle tilværelse. Yoan leder det lokale kor, og den opulente salmesang vækker noget i Ganas samvittighed og får hende til at træffe en afgørende beslutning.

Ralitza Petrova abonnerer på en marxistisk samfundskritik, og i Godless er religion da heller ikke løsningen på samfundets dvaletilstand. Filmen udforsker snarere etik og værdier i et samfund, hvor det moralske kompas er ude af drift. Nogle navigerer efter en gud, mens andre lader til at følge deres egne og mest primitive drifter.

”Jeg tror på mig selv, ikke på Gud,” som Yoan fortæller undervejs. Han er central, fordi hans tilstedeværelse vækker noget i Gana.

Derfor indikerer Petrova med sin film, at løsningen skal findes mellem mennesker og i deres indbyrdes forhold.

Godless bevæger sig i et miljø, hvor korruption, magtmisbrug og apati er normen. Det er et bulgarsk samfund på piller og bedøvet af ligegyldig sex.

Ligesom resten af karakterne siger Gana kun det mest nødvendige. Alle i filmen er forpinte og låst fast, så det kræver tålmodighed at engagere sig. Det betaler sig til gengæld at følge Ganas moralske overvejelser vedholdende.

Filmens miljø er gennemsyret af pessimisme og gråvejr, der til tider er en hæmsko. Men det er filmens insisterende dna og dækker over en dybere tematik end blot en overflade.

I filmens start skifter Gana lagen på en seng smurt ind i lort hos en patient, og så er stilen ligesom slået an. Man går derfor ikke forløst ud af biografen.

Alligevel hænger man ved. Filmens stil er konsekvent gennemført, og inde under smudset leder man efter svaret på, hvad der kan vække samfundet. Og så kan selv et østeuropæisk betonhelvede have en særlig æstetisk kvalitet, som også rumænske Cristian Mungiu har vist med sine film.

Den danske lyddesigner Peter Albrechtsen har skabt et lydbillede, der ligesom billedsiden dyrker kontrasterne. Det ene øjeblik pryder sakral salmesang, det næste øjeblik stilheden. Og med det nærmest kvadratiske 4:3-format spærrer filmen visuelt og effektivt sine karakterer inde i verden uden styring.

Ralitza Petrovas debut er skabt uden nåde og barmhjertelighed, men til gengæld med en sikker hånd.