God’s Own Country

I første scene stikker Johnny en hel arm op bagi en drægtig ko, der gerne havde set sig fritaget. Få minutter efter spytter Johnny ned på sin pik, så den kan glide op i en ung fyr, han har samlet op ved landbrugsauktionen og nu knepper i en trailer.

Alt i God’s Own Country er rullet og marineret i kropsvæsker, jord, sod og brakvand.

Den foregår i læmmesæsonen på en fårefarm i Yorkshire. Johnny (Josh O’Connor) bor hos sin far og farmor og drikker sit livs omsonsthed væk på pubben. Indtil assistancen kommer i form af den unge rumæner Gheorghe (Alec Secareanu), der skal hjælpe ham med læmningen, lammefødslerne, hen over sommeren.

Jeg har ikke tal på de gange, de to stikker arme op i diverse husdyr og hiver fostre ud. Ét af de nyfødte lam skal sågar have kunstigt åndedræt for at overleve. Midt i blod, moderkage og det hele.

Der er kun ét problem med Yorkshire-drengen Francis Lees debutfilm, og det er ret principielt: En film, der ligger så faretruende tæt, selv i meget specifikke detaljer, på sit indlysende forbillede, nemlig Ang Lees Brokeback Mountain, kan den siges at være et selvstændigt værk?

Problemet kæmper med lysten til at give den maksimumkarakter, fordi det nærmest er den perfekte film, en fuldkommen syntese mellem fortælling og stil. Den har heller ikke nogen af svaghederne i Brokeback Mountain, som den grådlabile sidste akt.

Ang Lees cowboydrama fik en lavine til at rulle: film om homoseksuelle i ekstremt homofobiske miljøer. I den danske Broderskab blomstrer homokærligheden mere eller mindre plausibelt blandt nynazister, i den tyske Freier Fall på politiskolen, i den ligeledes tyske Stadt Land Fluss blandt landbrugselever.

Det helt nye ved God’s Own Country er, at her er ikke nogen homofobi at italesætte. I de tolv år siden Brokeback Mountain har et hav af lande tilladt homoægteskaber. Der er ingen kvinder eller koner, de svigter, ingen grund til at opfinde fisketure ”bare for gutterne” og så vende hjem år efter år uden fisk.

Homoseksualiteten har ingen ydre fjender i denne engelske film, Johnnys problem er et andet. Han knepper gerne, men uden at kysse. Intimitet er en by i Rusland.

Typisk for filmens nye greb er scenen, hvor Gheorghe instruerer den modstræbende Johnny i berøring, og der klippes inden selve sexakten. Ikke at instruktør Francis Lee er bange for den. I en anden scene ruller de to rundt i slam og mudder med den samme glubende sult som i Brokeback Mountain.

Og imens driver regnskyerne i fascinerende nuancer af gråt og hvidt hen over Yorkshire-himlen i en billedserie, der får én til at sætte ny pris på dårligt vejr, krybende kulde og jordslåethed.

Her er uendeligt meget at nyde. De to unge mænds hypersensitive bevidsthed om, hvor hinanden befinder sig i rummet. Meget er direkte kopieret fra Brokeback Mountain, men det er revitaliseret, så det overbeviser – igen.

Det centrale samspil mellem de to bondedrenge er beåndet og tændt. På visse måder ligner spillet det, vi så med hovedrollen i den ungarske kz-film Sauls søn. Han passer sit arbejde samvittighedsfuldt og mekanisk for ikke at tænke på, hvad han foretager sig. På samme måde karakteriseres drengene i God’s Own Country gennem deres arbejdsrutiner med fårene og lammene.

I en scene flår Gheorghe et selvdødt lam og laver en pels ud af skindet. Pelsen giver han et andet, moderløst lam på, så moren tror, det er hendes afkom og lader det komme til patten. Det er i sådan en scene, at en af drengene undes et lille smil. Ellers er det hårdt arbejde, sammenbidthed og skeptiske øjne, der præger spillet.

God’s Own Country er ikke så overrumplende, som da Ang Lees film kom frem, men den beskriver en ny virkelighed og gør det intenst og uforglemmeligt.