Biografanmeldelse
29. maj 2019 | 17:18

Godzilla 2: King of the Monsters

Foto | Warner Bros.
De gigantiske monstre King Ghidorah og Godzilla bekæmper hinanden midt i en storby blandt mange mennesker, men det er svært at finde ud af, hvem man egentlig skal holde med.

Der er så mange monstre og mennesker med i selvhøjtidelig Godzilla-film, at Jordens undergang næsten havde været at foretrække.

Af Nicki Bruun

”Oh my God … Zilla.”

Omtrent sådan lyder den bedste joke i Godzilla 2: King of the Monsters, da to mænd ser titlens kongemonster i dvale på havets bund.

Her vil den skarpe læser nok bemærke, at det ikke er århundredets vittighed, hvilket desværre er sigende for filmen: Der er ikke megen humor i dramaet om forhistoriske og mytiske monstre, som bekæmper hinanden om verdensherredømmet.

Man skal øjensynligt tage historien gravalvorligt, men selv om mennesker dør i flæng undervejs, er det svært.

Filmen foregår i en verden, hvor mennesker har opdaget, at der rundt omkring på kloden bor et større antal monstre i dvale. Dem begynder en militaristisk gruppe øko-terrorister at vække én efter én – vistnok med ønske om en regulær menneskeudrensning – mens agenturet Monarch forsøger at stoppe dem.

Monstrene har navne som Mothra, Rodan og King Ghidorah, men der er også mennesker med i filmen. Faktisk er der så mange, at man aldrig rigtigt når at lære dem at kende, og derfor bliver man ikke synderligt påvirket, hvis én eller to skrider i svinget.

Ankeret er den splittede Russell-familie, som består af videnskabsmor Emma (Vera Farmiga), monsterhader-far Mark (Kyle Chandler) og deres datter Madison. Forældrene prøver på hver deres måde at komme sig over tragedien fem år tidligere, hvor deres søn mistede livet, da Godzilla hærgede på landjorden.

Men filmen starter hos Madison, en tolvårig pige, som er cool nok til at høre 80’er-rockgruppen Pixies og deres Wave of Mutilation, mens hun sidder på computeren og forsøger at holde kontakten til faren, der er flygtet ud i naturen.

I skikkelse af unge Millie Bobby Brown, kendt for sin rolle som tavse Eleven i Netflix-serien Stranger Things, har man lyst til at tilbringe mere tid i Madisons selskab og finde ud af, hvordan hun forholder sig til tabet af broren.

Men filmen skal nå meget og suser derfor videre i et plot, der er alt for avanceret i forhold til den temmelig tynde historie.

Til gengæld er budgettet på 200 millioner dollars blevet brugt på at skabe kampscener, som man vitterligt rives ind i. Der er fuldt rabalder, når storbyer, jungler og endda iskolde poler bliver ramponeret til ukendelighed af de effektfulde monstre, der skiller sig ud med hvert deres design.

Godzilla har smadret storbyer på film i mange årtier og symboliserede velsagtens noget andet for publikum i 1950’erne, hvor frygten for det fremmede især handlede om, hvem der startede en atomkrig og forårsagede verdens undergang.

I dag er vi mere optaget af flygtningestrømme og den miljøkrise, som mennesker selv har stået for med hidsigt overforbrug og uendelig produktivitet.

Den tematik leger Godzilla 2: King of the Monsters også med. Det bliver foreslået, at alle monstrene faktisk er Jordens måde at beskytte sig mod menneskene, der som en virus har spredt sig med lynets hast og gjort overbefolkning til et af tidens mest akutte problemstillinger.

Men det aspekt er åbenbart for udfordrende i en Hollywood-film, der jo skal tjene milliarder hjem i biografer verden over. I hvert fald bliver spørgsmålet glemt i det store klimaks, hvor Godzilla faktisk bliver menneskenes beskytter og kæmper for deres ret til at smadre kloden.

Forsøget på at hensætte publikum i lalleglad eufori fungerer nok bedre, hvis man faktisk havde involveret sig i dramaet. Men filmen er et paradoks, der desværre ikke er så fornøjeligt, som den slags ellers kan være.

Det er lige før, at man håber på Jordens undergang.

Trailer: Godzilla 2: King of the Monsters

Kommentarer

Titel:
Godzilla 2: King of the Monsters

Land:
USA, Japan

År:
2019

Instruktør:
Michael Dougherty

Manuskript:
Michael Dougherty, Zach Shields

Medvirkende:
Kyle Chandler, Vera Farmiga, Millie Bobby Brown, Ken Watanabe, Charles Dance, Bradley Whitford

Spilletid:
131 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
30. maj

© Filmmagasinet Ekko