Godzilla Minus One

Mennesker har altid været det store problem i Godzilla-film.

Det er dem, som skaber monsteret gennem eksperimenter med atombomber og derefter forsøger at dræbe dyret igen.

Og på et metaplan er mennesker det svageste punkt i historierne. De er sjældent andet end karikaturer, der skal udfylde tiden, indtil Godzilla dukker op igen.

Efter en række amerikanske film er Godzilla Minus One den første japanske film siden Shin Godzilla i 2016. Der er masser at glæde sig over, men også velkendte skavanker.

Minus One forkaster alle forrige film og fungerer som starten på en ny retning udstukket af instruktør og manuskriptforfatter Takashi Yamazaki. For som i alle store franchises bliver der selvfølgelig sørget for, at der kan komme en fortsættelse.

Men inden da får vi en form for skabelseshistorie.

I slutningen af Anden Verdenskrig lander kamikazepiloten Kōichi Shikishima (Ryunosuke Kamiki) på øen Odo. Han lader, som om der er motorproblemer, men det er et skalkeskjul for, at han ikke har lyst til dø.

Her møder han første gang Godzilla.

I nattens mulm og mørke dukker monsteret op i projektørens lys og udsletter den udstationerede japanske garnison på nær Shikishima og en mekaniker.

Hvordan det kan være, at kun de lokale ø-beboere kender til Gojira – Godzillas japanske navn – bør man ikke tænke for meget over. Man skal typisk sluge en del mangel på logik i monsterfilm, for ellers kan det hurtigt blive op ad bakke.

På det her tidspunkt er monsteret cirka på størrelse med en Tyrannosaurus rex, men det ændres snart, da amerikanerne begynder at lege med atomvåben på Bikini-atollen.

Som hajen i Dødens gab begynder den enorme Gojira at nærme sig Tokyo, mens den smadrer alt på sin vej.

I mellemtiden er Shikishima kommet tilbage til den sønderbombede hovedstad, hvor han forsøger at få en tilværelse stablet på benene. Traumet over at være en kujon, mødet med monsteret tilbage på Odo og sine forældres død i brandbombningen af Tokyo plager ham hårdt.

Den originale Godzilla-film fra 1954 var i høj grad et ekko af det traume, der opstod netop i forbindelse med destruktionen af hovedstaden. Når Tokyo smadres, er det en allegori for krigens figurative monster.

Effekterne i Godzilla Minus One er filmens trumfkort. Det er ikke længere den traditionelle tokusatsu-metode med miniature-byer og mænd i tunge læderkostumer. Dramaet bæres i stedet af gode computereffekter, hvor man dog studser over, at monsteret ikke blinker på noget tidspunkt i løbet af filmen.

Ud over det fremstår monsteret ganske imponerende. Især en scene ude på havet, hvor Shikishima og mandskabet på en primitiv minefjerner-båd kæmper med Gojira, viser mange af de flotte detaljer.

Og så er der naturligvis de flotte destruktionssekvenser. Det muterede dyr er udstyret med radioaktiv ånde og kan udløse altødelæggende kræfter når som helst og hvor som helst.

Paddehatteskyerne hæver sig ondt mod himlen, efter den umiddelbare ildkugle og trykfølge har smadret bygninger og dræbt utallige mennesker. Et billede, som refererer til filmen fra 1954.

Alt med Godzilla er godt.

Men så er der problemet med menneskene. Det er meget melodramatisk. Også i en grad, hvor det kammer over, når underlægningsmusikken højt og insisterende skriger til publikum, at nu er det et skæbnesvangert øjeblik.

Brandtaler klinker hult, fordi de bliver serveret med så meget patos, at det fremstår ufrivilligt komisk.

Det er monster-opera, hvor der spilles, så dem på de bageste sæder i biografen kan følge med og ikke være i tvivl om, hvad de skal føle.

Ærgerligt, når effekterne og Godzilla sagtens ville kunne bære filmen uden alt det storladne. Yamazaki forsøger tydeligvis at sige noget bevinget om japansk kultur, når det kommer til stolthed og ære.

Formidlingen er bare ikke elegant nok. Man klukler, når det skulle være allermest dramatisk.