Golda

I 2018 fandt den israelske instruktør Guy Nattiv to interessante indfaldsvinkler til det samme emne. 

I kortfilmen Skin sætter en sort mands høflige smil til en hvid dreng gang i en lavine af racistisk vold. Og i spillefilmen af samme navn spiller Jamie Bell en amerikansk white supremacist, der vender sine racistiske voldsfæller ryggen. 

Filmen er inspireret af en autentisk historie, og det samme er tilfældet i Nattivs seneste. Med Golda dykker instruktøren ned i sit hjemlands historie med et portræt af Golda Meir, Israels jernkvinde, der tjente som premierminister fra 1969 til 1974. 

Nærmere bestemt skildrer filmen hendes håndtering af Yom Kippur-krigen, hvor Israel i oktober 1973 blev angrebet af en koalition af arabiske lande anført af Egypten og Syrien. Krigen førte til den ustabile fredsaftale, som stadig dikterer forholdet mellem Israel og Palæstina. 

Historien serveres i flashbacks, mens Golda Meir genfortæller krigens gang til en kommission nedsat for at vurdere hendes rolle under den månedlange konflikt. Det overordnede spørgsmål er, om sejren var for dyrt købt: Israel mistede 3.000 soldater, mens yderligere 9.000 blev såret. 

Mens Golda håndterer sit endnu unge lands sikkerhed, plages hun af dårligt helbred, der påvirker hendes evne til at lede effektivt.

Som filmens obligatoriske eftertekster fortæller os, døde Golda Meir af kræft i 1978, fire år efter at være trådt tilbage som statsminister. 

Golda var kontroversiel allerede før den havde premiere på årets filmfestival i Berlin. Helen Mirren spiller hovedrollen under lag på lag af tung makeup, deriblandt en stor falsk næse, der næsten får hende til at ligne Golda Meir på en prik. 

Kritikken lød, at det er jewface, når ikke-jødiske skuespillere må timevis i makeup-stolen for at give dem mere stereotypt semitiske træk. Helen Mirrens transformation er da også til at stirre sig blind på. 

På den ene side tager hun rollen på sig med sin vante blanding af værdighed og karisma. Hendes præstation minder om skuespillerens rolle som Elizabeth II i The Queen, og hun er suverænt det mest interessante ved filmen. 

På den anden side ligner hun kun Golda Meir så tilpas meget, at det er direkte distraherende, når kameraet fanger hende i et nærbillede. For så træder Helen Mirrens umiskendelige ansigtstræk frem under de mange lag latex, og illusionen brydes. 

Det lykkes bedre for faktisk jødiske Liev Schreiber at forsvinde ind i rollen som Henry Kissinger. Han ligner den dengang nytiltrådte amerikanske udenrigsminister, og han er ikke lige så sminket. 

Alligevel er det alene skuespillernes fortjeneste, at historien har bare den mindste fremdrift. Set fra toppen er krigen meget på afstand, og Golda Meirs personlige liv levnes ikke nok plads til at gøre indtryk. 

Nicholas Martin har tidligere skrevet Stephen Frears-komedien Florence om verdens værste operasanger. I Golda har manuskriptforfatteren den udfordring, at historien ikke er så vanvittig, at den nærmest skriver sig selv. Og hans udlægning af historien er så overfladisk og anonym, at man næsten er bedre tjent med at læse Wikipedia-opslaget. 

Men det er Guy Nattivs benovede instruktion, der virkelig får filmen til at støde på grund. Han går til hver scene, som om han er fuldkommen betaget af Helen Mirren, og derfor glemmer han at bidrage med andet. 

Skin har de samme svagheder – kortfilmen og spillefilmen – men den indeholder dog enkelte bravurscener, man hæfter sig ved. Golda er tandløs til sammenligning og så uinteressant skruet sammen, at man næsten glemmer, hvor politisk betændt et emne, den tackler. 

Ethvert indtryk, som Golda måtte håbe at gøre, fortaber sig under lag af makeup og den tykke cigaretrøg, der følger hovedpersonen som en giftsky i samtlige scener.