Gomorrah

Nok har Gomorrah en kristendomsklingendetitel, men man skal ikke forvente et guddommeligt epos med smæk på computer-effekterne. Overfloden af blodige synder i dette moderne, italienske mafiosodrama står ikke tilbage for de bibelske byer Sodoma og Gomorra.

Serien er baseret på den italienske bestseller af samme navn skrevet af graverjournalisten Roberto Saviano. Bogen kommer så tæt på Napolis hårdkogte forbryderkerne, Camorraen, at forfatteren i dag lever under konstant politiovervågning på grund af dødstrusler. Bogen er også blevet filmatiseret med stor succes. Matteo Garrones Gomorra vandt juryens pris på Cannes i 2008 for dens rå realisme.

Uden at gå helt så grundigt til værks – som ved for eksempel at caste lokale i filmen – holder serien æstetisk og grumhedsmæssigt samme stil.

En af hovedpersonerne er den 30-årige Ciro. Spillet af den flotte Marco D’Amore med ekstremt udtryksfulde, gråblå øjne er han et kup som den unge mafia-håndlanger, der allerede i første afsnit sætter spørgsmålstegn ved sin godfather, Don Pietro Savastanos, handlinger.

”Det er noget lort, vi har gang i,” siger han til sin makker og substitutfar Attilio, der dog irettesætter ham.

Da Attilio ender med at blive skudt under et håbløst attentatforsøg i første afsnit, sker der en ændring med Ciro. Som seer har man ikke indsigt i hans bevæggrunde, og da der i afsnit to blændes op for, at der er en forræder i Don’ens midte, finder man aldrig helt ud af, præcis hvor meget Ciro har med det at gøre.

Dødsfald til trods er første afsnit lidt sløvt i optrækket.

Men i takt med at man kommer ind til kernen i godfathers virksomhed, bliver man mere og mere fænget af korruptionen og de skruppelløse mord.

Serien foregår i Napoli, men de færreste turister vil genkende byens trøstesløse og faldefærdige betonbyggeri. Det er en rå og grå baggrund, der understreger miljøskildringens alvorstunge realitet.

En del af seriens appel er netop det ”eksotiske”. Selv om Italien ikke er langt væk, lyder landets popmusik fremmed, og en Jesus-statue pyntet med farvede lys er ikke noget, man i Danmark ser på hvert gadehjørne.

Seriens bagmænd forstår også, at en bil ikke fungerer som uigennemtrængeligt panser for kugler. Man godt kan blive sønderskudt, selv om man gemmer sig bag et karosseri! Det er en simpel understregning af, at skærmens gangsterkriminalitet er tættere på virkeligheden, end man bryder sig om at tænke på.

Ud over Ciro sættes der også fokus på Don’en, hans kone Imma og sønnen Gennaro. Og ingen af de fire er særlig sympatiske.

Tredje afsnit følger især Don Pietro, der kommer i fængsel. På en tolvmandsstue har han det dog umiddelbart let. Alle de indsatte bøjer sig for ham, ordner hans vasketøj og reder hans seng, mens nogle vagter skaffer ham en mobiltelefon. Men fængslet langsomt og støt bøjer fængslet den almægtige alfahan i knæ.

Don Pietro er en iskold satan. Loyalitet betyder ikke meget for ham – og man undrer sig en smule over nogle af hans bandemedlemmers støtte. Men man lærer, at han har overtaget hvervet efter sin gangsterfar.

Den næste gangster-konge i rækken bliver sønnen Genny, en flommet, tyveårig klodrian. Det er chokerende at se, hvad han skal igennem for at blive prøvekørt som godfather, hvis der skulle ske noget med faren – samt ikke mindst, hvor let han har ved at løfte familiehvervet.

Samtidig forsøger han at løsrive sig fra sin mors skørter. Der er noget ekstremt akavet over en scene, hvor Genny for første gang slæber en blond tøs hjem på værelset hos forældrene.

Moren støder på dem og prøver at få Genny til at skamme sig over situationen, som var han en trettenårig skoledreng. Men han griber fat i hendes ansigt og siger med et uhyggeligt, tomt smil: ”Mor, du skal ikke bekymre dig længere. Jeg er blevet voksen. Jeg ved, hvad jeg laver nu. Jeg er manden i huset.”