Good Boys

I amerikansk ungdomsfilm er der et før og et efter Superbad.

Med sin blanding af universelle ungdomstemaer, slapstick og bundsjofel humor markerede Greg Mottolas teenagekomedie fra 2007 et afgørende skift i genren.

Hvad John Hughes’ følsomme teenageskildringer var for 1980’ernes amerikanske ungdomsfilm, har den vulgære og grænseoverskridende Superbad været for det seneste årti.

Filmens manuskriptforfattere, Seth Rogen og Evan Goldberg, har produceret Good Boys, og ligesom deres hit går filmen målrettet efter den amerikanske filmcensurs R-rating – det vil sige forbudt for børn under sytten år. Ret bemærkelsesværdigt, for filmens personer er langt yngre.

Men det er noget, markedsføringen af Good Boys har udnyttet dygtigt. I filmens trailer ser vi producer Seth Rogen fortælle de tre drengeskuespillere, at de faktisk er for unge til at se deres egen film!

Titlens gode drenge er tolvårige Max, Lucas og Thor. De er netop startet i sjette klasse og er meget bevidste om, at nu går de fra at være små til at være store drenge. Da Max uventet bliver inviteret til fest af en af skolens seje fyre, er det både en fed chance og en verden af nye udfordringer.

For det er ikke bare en fest. Det er en kysse-fest, og der skal muligvis også drikkes indtil flere slurke øl!

De tre venner må forberede sig, men der opstår straks problemer. Først sender drengene en drone ind for at udspionere to ældre nabopiger, der måske kan lære dem, hvordan man kysser. Men pigerne tager dronen, og drengene stjæler til gengæld pigernes stoffer. Det fylder en stor del af filmens actionfyldte midte, som omfatter indtil flere vilde jagter og slagsmål, porno-vitser, øl-tyveri og en paintball-massakre.

Drengene kommer selvfølgelig til festen. De er begyndt at få øjnene op for piger og ungdommens nye sociale koder. Men de er måske også ved at glide fra hinanden.

Tingene går ikke helt som planlagt – ganske som forventet. Komisk vold og vulgære jokes, som især omfatter forældrenes uanede mængder sexlegetøj, balanceres med melankoli over barndommens flygtighed.

Desværre har filmen ikke sit forbilledes skarphed.

Manuskriptet er dovent. Det følger skabelonen, men fylder ingen originalitet i den. Som karakterer er de tre drenge tegnet utroligt tyndt. Selv når replikkerne på papiret burde virke, er der noget sløjt over instruktionen og drengenes spil, der flere steder får timingen til at vakle. Og i en komedie af denne type er timing alt.

Debutinstruktør Gene Stupnitsky og hans medforfatter Lee Eisenberg har tidligere skrevet på serier som The Office og Hello Ladies.

Man fornemmer, at de er vant til at skrive til voksne. Hver gang voksne skuespillere er med i scenerne, liver filmen op, timingen bliver strammere, og vitserne virker.

Britiske Stephen Merchant er lige i øjet som en småpervers nørd, der dukker op for at købe et sjældent samlekort af drengene. Og Will Forte får en komisk karakter ud af Max’ far, der synes, det er helt fint – ja, nærmest sødt – at hans søn onanerer på værelset. Men når de tre drenge skal bære komikken alene, er scenerne ofte flade og skolekomedieagtige.

Endelig bruger filmen sin musikside som en forhammer, der skal banke pointerne hjem.

Drengene prøver at være seje i skater-parken: hip-hop! De opdager, hvor meget deres venskab egentlig betyder: melankolske strygere! En biljagt: sej guitar-rock! Da de efter en række genvordigheder når frem til det lokale indkøbscenter: højstemte Spielberg-toner!

Subtilt er det ikke.

Det mest originale ved Good Boys er, at den lægger den grove Superbad-humor i munden på så små børn. Men hovedpersonerne er faktisk så unge, at filmens konstante fokus på sex-vitser er lige ved at gøre det hele en lille smule klamt.