Tv-anmeldelse
08. maj 2015 | 16:51

Grace and Frankie

Foto | Netflix
Modsætninger mødes, og sød musik opstår – i dette tilfælde mellem sminkedukken Grace (Jane Fonda) og hippie-mor Frankie (Lily Tomlin), hvis mænd har gjort dem til kvindelige hanrejer.

Jane Fonda og Lily Tomlin forenes som aparte slyngveninder, hvis mænd gifter sig med hinanden. Hyggelig Netflix-komedieserie lider af desperat angst for ikke at fremkalde grin.

Af Anne Hjelm Sørensen

Der bliver aldeles ikke danset om den varme grød, da Sol (Sam Waterston) og Robert (Martin Sheen) springer ud som hinandens elskere over for deres dybt chokerede ægtefæller. De er homoseksuelle, og de er forelsket i hinanden.

Og så skal de i øvrigt giftes. ”For det kan vi nemlig godt nu,” siger Robert skælmsk og hentyder til den nye lovgivning om homoægteskaber.

De to mænd smiler kærligt til hinanden, mens kvinderne ved deres side forståeligt nok er ved at få både mad og vin galt i halsen og hurtigt begynder at skælde de nyudsprungne turtelduer hæder og ære fra.

Denne usædvanlige middagsseance åbner Netflix-komedieserien Grace and Frankie, der således kaster os hovedkulds ud i løjerne.

Grace (Jane Fonda) og Frankie (Lily Tomlin) må genoverveje de forgangne tyve år og finde sig til rette i en helt ny tilværelse som singlekvinder i 70’erne, mens deres eksmænd ser ud til at leve i lettet og ideel lykke.

Det skorter ikke på seriedramaer om homoseksualitet, kønsidentitet og alternative familiekonstellationer hos de store streamingtjenester. Amazon begejstrede publikum med Transparent, hvori en familiefar springer ud som transkønnet, og HBO leverede hjertevarme Looking om tre homoseksuelle venner i San Francisco.

Også fængselsdramaet Orange Is the New Black og seneste sæson af House of Cards fra Netflix tager en mere eller mindre diskret svingom med tematikken.

Grace and Frankie sætter dog mændenes forhold i baggrunden til fordel for kvindernes nye tilværelse og spirende venskab. Selvom kvinderne har kendt hinanden i mange år, er Grace og Frankie mildt sagt ikke hjerteveninder. De er to vidt forskellige typer og kan i bund og grund ikke udstå hinanden.

Grace er en toptrænet og sundhedsfanatisk sminkedukke, der ikke kunne drømme om at forlade huset uden sit ”ansigt”, mens miljøaktivisten Frankie klæder sig i batikmønstret flagretøj og udøver spirituelle ceremonier og meditationsformer.

De bliver ikke just lykkelige over at finde hinanden i parrenes fælles strandvilla, hvor begge er flygtet hen for at komme sig. Der skal dog ikke mere end en euforiserende te og en nat ved bål på stranden til, før de finder støtte i hinanden og gør villaen til et bofælleskab.

Selvom der koges lidt for meget suppe på kvindernes forskelligheder og de komisk problematiske situationer, som opstår ved at sætte dem under samme tag, er der bestemt nogle gode grin at hente.

Ved morgenbordet er Grace begejstret over at se usunde Frankie spise müsli med frugt. Lige indtil hun dækker hele skålen og sin kaffekop med et ordentligt lag dåseflødeskum.

Frankie kigger pludselig over på Grace og siger: ”Hov, hvad er det du har der? Lad mig lige se…,” mens hun nærstuderer Fondas mund og uden varsel fylder den med flødeskum. ”Ha, nu kan du ikke spise igen før på mandag!” griner hun triumferende, og også Grace kæmper for at holde latteren nede.

Tomlin og Fonda er uden tvivl en fabelagtig komedieduo med gnistrende kemi. De har tidligere spillet over for hinanden i 80’er-komedien Ni til fem, hvor de i sammensvoren tresomhed med Dolly Parton sætter sig op mod en mandchauvinistisk chef.

Desværre skruer Grace and Frankie meget ned for det eksistentielle drama, der burde ligge som et åg over kvindernes tilværelse. Det er måske derfor, den aldrig kommer helt op at ringe. Serien lader os aldrig glemme, at vi skal grine – bedst som vi er ved at komme tæt på kvinderne, skubbes vi afvæbnende væk med en vittighed.

Marta Kauffman (Friends) og Howard J. Morris (According to Jim), der er makkerparret bag serien, giver deres tæft for punchline-humor frit spil. Man kan til tider mærke sitcom-genrens fjollerier invadere en ellers mere nuanceret dialogscene.

Parrenes børn involveres selvfølgelig også i begivenhederne, men deres rolle i dramaet er absolut ligegyldig. Der bruges kostbar spilletid på Frankies søn Coyote (ja, det hedder han, hvis nu man skulle være i tvivl om, at Frankie er en lidt spøjs type) og Graces datter Mallorys forkvaklede forhold. Man keder sig simpelthen og får lyst til at kvæle scenerne med et tryk på spol-frem-knappen.

Trailer: Grace and Frankie

Kommentarer

Titel:
Grace and Frankie

Land:
USA

År:
2015

Hovedforfatter:
Marta Kauffman, Howard J. Morris

Instruktion:
Tate Taylor

Medvirkende:
Jane Fonda, Lily Tomlin, Martin Sheen, Sam Waterston

Spilletid:
13 episoder af ca. 30 minutters varighed

Premiere:
8. maj 2015 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko