Grænser

I 2015 tog norske Julie Andem hele Skandinavien med storm med gigant-hittet Skam, som skildrer den norske ungdom. Siden har en række mere og mindre succesfulde norske serier henvendt sig til det unge publikum. 

Det vil instruktør Jonas Risvig lave om på. Og med Grænser giver han os et råt og autentisk ungdomsdrama om de små og store problemer og følelser, som fylder i hovederne på unge mennesker i gymnasiealderen. 

Jonas Risvig kendes også for ungdomsserien Centrum, som han skabte uden støtte fra offentlige instanser. Og han fortsætter i samme dur med Grænser. Begge serier sender tydelige tanker til norske Skam. 

Grænser er en videreudvikling af kortfilmen Hvilken vej kom vi fra?, som kan ses på Ekko Shortlist, og som skuespilleren Clara-Aviaya Helsted Hvid blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2020 for. 

I Grænser følger vi den syttenårige gymnasieelev Palma (Clara-Aviaya Helsted Hvid), som har ladet et dokumentarhold følge hende, mens hun gør sig overvejelser om at skifte gymnasium. 

Et rygte om hende har floreret på skolen og gjort, at hun har distanceret sig fra alt socialt liv. Men da ekskæresten Johan (Salvador Selaya Steensig) pludselig starter på gymnasiet, bliver hun en del af hans vennegruppe, og langsomt får hun gejsten en smule tilbage. 

Foruden Palma følger vi også de andre fire unge i vennegruppen, som alle har deres at kæmpe med, og der er lagt op til en masse drama og konflikt. 

De unges historier er nærværende og aktuelle, og Jonas Risvig har fået fat i en række charmerende unge skuespiltalenter, som spiller med stor karisma. 

Clara-Aviaja Helsted Hvid udstråler en akavet usikkerhed, når hun i rollen som Palma taler med de andre i gruppen. Man bliver grebet af hendes tænksomme udtryk, og man kan fornemme hendes tristhed bag den facade, som hun forsøger at opretholde. 

”Det er okay at have det dårligt,” siger Johan til hende i et af seriens fine øjeblikke. 

Roberta Bahia Brøndsted stråler ud gennem skærmen som veninden Anemone med en naturligt smittende attitude, der på en gang er flabet, varm og omfavnende. 

Og vi bliver som seere særligt nysgerrige på Rumle Hueg Kærsås rolle som Theo, der kæmper med at have måtte overtage forældrerollen for sin lillesøster efter morens død og en utilregnelig og fraværende far. 

Et ansvar, som har ført lidt for meget druk, cigaretter og joints på hverdage med sig. 

Jonas Risvig udfordrer grænserne mellem virkelighed og fiktion. Idéen med at lade et filmhold følge Palma giver serien et dokumentarisk og autentisk look, underbygget af det håndholdte kamera og jump cuts. Flere gange taler og henviser de unge til filmholdet bag kameraet. 

Man kunne være skeptisk over, hvor realistisk det er, at de unge agerer så upåvirket over at have et kamera på nakken hele tiden. Men grebet viser, hvordan en generation, der er opvokset med sociale medier og videoblogge, tager kameraets tilstedeværelse i deres liv som den største selvfølgelighed. 

Serien er optaget i kronologisk rækkefølge over ti dage, hvor skuespillerne var i karakter hele tiden. Det kan også mærkes på serien, hvor de forholdsvis uprøvede skuespillere vokser sammen med serien efterhånden, som afsnittene skrider frem. 

I de første par afsnit virker det næsten, som om man er bange for stilheden og pauserne. Der tales alt for meget. Det kommer serien dog helt klart efter, og jo længere vi bevæger os frem i afsnittene, jo flere scener får vi, hvor vi får lov til at dvæle ved skuespillernes udtryk, og hvor dialogen bliver mere naturlig. 

Nogle steder bliver der smurt en smule for tykt på. Først taler Palma og Anemone om frygten for at få delt nøgenbilleder, og næsten lige efter sker det for Anemone. Og derpå fortæller Theos lillesøster, at det er sket for en pige i hendes folkeskole. 

Trods de mindre skavanker er man efter de første fire afsnit draget af karaktererne og deres historier. Det her er en serie, som enhver gymnasieelev med sikkerhed vil slubre i sig.