”Kung fu. To ord, to bevægelser. Lodret og vandret. Vælger du forkert, bliver du sendt til jorden. Vælger du rigtigt, bliver du stående. Og kun de stående har taleretten.”
Omtrent med de ord åbner The Grandmaster, der beskriver de unge år for en af de historiske legender inden for martial arts, Ip Man. Men samtidig er det en ambitiøs skildring af længsel. Det er en film fuld af paradenumre, balletagtige flyvespark og slagsekvenser, men også spækket med orientalsk fortune cookie-visdom og ladet med melankoli og højstemthed. En æterisk actionfilm – så har man hørt det med.
Ved eftertanke kan det dårligt være anderledes, når bagmændene er Wong Kar-Wai, der med In the Mood for Love (2000) løftede den uforløste romantiske længsel til sublime, nærmest sakrale højder, og slagsmålsgeniet Yuen Woo-Ping, koreografen bag Tiger på spring, drage i skjul og The Matrix. The Grandmaster holder, hvad d’herrers cv’er lover. Der er både smæk for skillingen og stik i hjertekulen. Men også en historie, der kæmper bravt for at holde sig på benene.
I 1930’ernes sydlige Kina, i storbyen Foshan, bliver den unge, men koldsindige kampsportsspecialist Ip Man sat på prøve. Han kvalificerer sig gennem en række prøvekampe til at repræsentere den sydlige kung fu-skole, der strides mod den nordlige på både det tekniske og det ideologiske plan om territorier og prestige. Ip Man vinder den afgørende kamp på ord alene, men efter sejren bliver han udfordret af den nordlige skoles kvindelige arving, Gong Er.
Senere følger blandt andet en spektakulær kung fu-kamp op ad et rullende damptog på en snedækket perron, men det er og bliver duellen mellem Ip Man og Gong Er i Foshans stilfuldt patinerede bordel, der er filmens kernesekvens. Karakteristisk for filmens tonefald aftaler Ip Man og Gong Er, at den, der først ødelægger et stykke inventar, taber. De elastiske spring i superslowmotion, kattepotebevægelserne over gulvet, aftenlysets kærtegn af træudskæringer og ubevægelige kindben, de knyttede knoer mod lynsnare afværgende håndflader – det er kontrolleret og raffineret som noget, vi har set i wire fu-kategorien de senere år. Magien i denne scene alene er billetten værd.
Duellen har et tydeligt erotisk drag, og Hongkong-ikonet Tony Leung Chiu Wai og gudindesmukke kinesiske Zhang Ziyi (der tidligere har leveret martial arts-akrobatik i blandt andet Hero) synes at svæve i hinandens magnetfelt. De skilles bagefter i respektfuldhed og med hemmelighedsfulde smil på læben.
Filmens sidste halvdel skifter fokus mellem de to og deres adskilte liv. Efter Wong Kar-Wai-sædvane kører historien i ring: Deres veje krydses både nytårsaften 1940 og 1950. Deres tiltrækning materialiserer sig aldrig kødeligt, men Wong Kar-Wai kan som ingen anden få luftrummet mellem to længselsfulde elskende til at knitre af statisk elektricitet.
Filmens problem er, at den mellem det pietistiskerotiske drama og kampsekvenserne ikke kan finde ud af, om den vil være klanfejde, periodeskildring eller biografisk levnedsbeskrivelse. Centrale figurer glider uforklaret ud af fortællingens rampelys, og ved premieren i Berlin i år udtalte instruktøren da også, at han gerne havde brugt et par måneder mere på klipningen. Slutresultatet virker sært usammenhængende, måske tynget af historiske eller biografiske fakta.
Det har ikke forhindret The Grandmaster i at blive Wong Kar-Wais største succes – vel at mærke i Asien. Det bliver den ikke i Vesten, hvor kung fu stadig er synonymt med Bruce Lee. Det siger en del, at The Grandmaster er blevet markedsført som ”filmen om Bruce Lees læremester”, selv om legenden kun figurerer i filmens allersidste minut, tilmed som dreng.
Man kan dog håbe, at The Grandmaster vil give en marginaliseret subgenre lidt oprejsning. De stående har som bekendt taleretten.
facebook
twitter
Kommentarer