Serieanmeldelse
03. maj 2020 | 14:16

The Great

Foto | Ross Ferguson
Elle Fanning legemliggør Katarina den Store, der i 1700-tallet planlagde et statskup imod sin mand. Serien The Great smører bevidst tykt på i historien.

The Favourite-forfatter hylder det groteske og platte med en ujævn serie, der fungerer bedst i sine seriøse øjeblikke.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Fem minutter inde i første afsnit af The Great stikker en langskægget, ortodoks præst to spytvåde fingre op i den nyudklækkede, russiske dronning Catherine. 

Hun har just giftet sig med Ruslands regent, Peter den Tredje, og præsten skal undersøge hendes jomfruelighed forud for bryllupsnatten. ”Om hendes indvendige mure er faldet,” som det formuleres i stil med resten af seriens floromvundne og bevidst opstyltede replikker. 

Den Hulu-producerede The Great, som herhjemme kan ses på HBO Nordic, er en historisk dramaserie, der hylder det absurde og groteske. Realismen er nedprioriteret til fordel for gakkede, skøre og til tider direkte platte indslag. The Great er ”en lejlighedsvis sand historie”, som den med et glimt i øjet selv understreger i titelsekvensen.

Bag serien står manuskriptforfatteren Tony McNamara, der på cv’et har The Favourite, som han skrev i samarbejde med instruktøren Yorgos Lanthimos. The Favourite er en af de seneste års bedste og visuelt mest originale film.

Det er fra starten tydeligt, at The Great og The Favourite – ud over en vis navnelighed – udspringer af det samme kreative ophav.

De foregår begge i 1700-tallets royale gemakker og svælger i tidens hykleri, absurde ulighed og groteske traditioner. Men hvor The Favourite foregår i England, er The Great inspireret af magtspillet i det russiske hof i midten af 1700-tallet, hvor Katarina den Store overtog tronen efter sin mand.

Katarina, som i seriens anglificerede univers er blevet til Catherine (spillet af Elle Fanning), ankommer som naiv og blåøjet udlænding til Rusland med romantiske forhåbninger. Hun skuffes dog hurtig af levemanden Peter den Tredje (Nicholas Hoult), hvis primære interesser er sex, alkohol og krig.

Hurtigt allierer Catherine sig med nogle af hoffets mere fornuftige ansatte og planlægger efterhånden et statskup, der har til formål at vælte hendes egen mand af tronen. Catherine har forelsket sig i oplysningstidens spirende idéer og vil reformere Ruslands uoplyste befolkning.

Derfor føles The Great undervejs som en sær krydsning mellem The Favourite og Nikolaj Arcels danske storfilm En kongelig affære.

De første par afsnit af serien er i stil med Lanthimos’ film gakket og sjofelt anarkistisk. Peter er bevidst klovnagtigt tåbelig, og serien iscenesætter det ene mere absurde indslag efter det andet. For eksempel sidder hoffet på et tidspunkt til bords med afhuggede hoveder fra slagmarken.

Her opstår et af seriens gennemgående problemer.

Det groteske er sjovt i afmålte og docerede portioner. Ikke uafbrudt igennem ti afsnit af næsten en times varighed hver. Godt nok skruer Tony McNamara klogt ned for absurditeterne og op for seriøsiteten efterhånden som serien skrider frem, men det forsvinder aldrig helt.

Det er synd, for The Great fungerer faktisk bedst, når den tager sine karakterer og historie alvorligt frem for at lade dem skøjte retningsløst rundt.

Og så har serien det grundlæggende problem, at den kører for meget i tomgang. Hoffets magtspil og rænkesmedning er simpelthen ikke spændstigt og opslugende nok til alene at holde interessen fanget.

Samtidig er det svært for alvor at investere sig i de to centrale karakterer: Catherine og Peter. Elle Fanning passer egentlig perfekt ind 1700-tallets adel med sin kridhvide hud og uskyldige, nærmest barnlige ydre. Og hendes karakter vokser undervejs, efterhånden som hun bliver mere og mere magtbegærlig.

Nicholas Hoult har derimod en utaknemmelig opgave med at spille en komplet fjoget og endimensionel karakter uden megen evne til at reflektere. Igen: Sjovt i små portioner, men trættende igennem en hel serie.

Derfor lever The Great ikke op til sit navn, men føles ofte ujævn og mangler noget på hjerte.

Trailer: The Great

Kommentarer

Titel:
The Great

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
Tony McNamara

Medvirkende:
Ellen Fanning, Nicholas Hoult, Sebastina De Souza, Adam Godley

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
16. maj på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko