Fædre og sønner

Et godt stykke inde i Fædre og sønner tager fortællingen en markant og vigtig drejning. 

Fra at være en tilforladelig familiekrønike om tre mænd i tre forskellige generationer – søn, far, farfar – bliver filmen en væsentlig mere kulørt og omfangsrig historie om storpolitisk kolonialisme, spionage og frihedskamp i Fjernøsten. 

Alligevel holder Andreas Dalsgaards Fædre og sønner sig klogt til det nære og personlige hele vejen igennem filmen, der fik premiere på Cph:Dox og nu bliver vist som en del af Doxbio-programmet. 

Skåret ind til benet er dokumentaren bygget op omkring to separate spor, der dog er nøje forbundet. 

I det ene spor – som især er i fokus i første halvdel af – møder vi familien Haslund-Christensen. De to hovedpersoner er den over 80 år gamle Søren Haslund-Christensen og hans søn Michael, som sammen forsøger at kortlægge deres far og farfars begivenhedsrige liv. Sørens far og Michaels farfar var nemlig den dengang berømte danske opdagelsesrejsende og eventyrer Henning Haslund-Christensen. 

Lyder efternavnet Haslund-Christensen yderligere velkendt, er det formentlig, fordi Søren Haslund-Christensen fra 1989 til 2003 bestred den fornemme stilling som hofmarskal for det danske kongehus. 

Det er en interessant fortælling om Henning Haslund-Christensens rejser i Asien, især til den kinesiske provins Sinkiang, som han fik et helt specielt forhold til. Til at oprulle hans liv får Søren og Michael hjælp af forsker Christel Braa fra Nationalmuseet, der fungerer som en mere objektiv fortæller. 

Rent filmisk formidler Andreas Dalsgaard – kendt for The War Show – det familiære opklaringsarbejde med en blanding af interviews med familien, arkivfoto og gamle optagelser, der ofte pryder billedet i flot sammensatte collager. 

Fædre og sønner skifter dog for alvor gear og tager en spændende drejning, da Michael sammen med en britisk historiker sandsynliggør, at Henning Haslund-Christensen ikke blot var eventyrer og Asiens-farer, men også hemmelig våbenhandler og spion for Det Britiske Empire, der havde interesser i Kina og Sinkiang. 

Det er her, at dokumentarens engelske titel, The Great Game, kommer til sin ret. Begrebet dækker over det indviklede geopolitiske skakspil, som stormagterne spillede mod hinanden i kolonialismens velmagtsdage. 

Med de oplysninger beslutter Søren og Michael at rejse til Sinkiangs højsletter for at besøge efterkommerne af det lokale folk, som deres far/farfar fik så nært et forhold til. 

Det er filmens andet gennemgående spor, som derfor er nært knyttet til familiens fortid. 

Det betyder, at man sidder med en blandet fornemmelse af, at Fædre og sønner både er et traditionelt familieportræt, en historisk oprulning af en farverig fortid og en far og søn-roadmovie. 

Det er på sin vis et plus for filmen, at den overrasker og ikke lader fortællingen låse. Men det betyder samtidig, at Fædre og sønner stikker i tre forskellige retninger. Forholdet og intimiteten mellem de to nulevende Haslund-Christensen’er, Søren og Michael, er dog limen, der holder dokumentaren sammen og får den til at lykkes. 

Især sidste del af filmen er fyldt med de rørende og vedkommende øjeblikke mellem far og søn, som man savner i første del. 

Det er for eksempel god personbåren filmfortælling, når Michael får sin far til at vise det mongolske højslettefolk hans talent for at vrikke med ørene, eller når far og søn begge ligger småfulde og blunder i et telt midt på de storslåede sletter. 

Uden de store dikkedarer eller overfortælling formidler Andreas Dalsgaard fintfølende båndet mellem Søren og Michael.