De fleste jukebox-musicals er skåret over samme læst.
Man tager et elsket popbands hitsange og stopper dem ind i en hjertevarm og opløftende fortælling om at genoptage gamle venskaber og hele fortidens sår.
Mamma Mia er det lysende foregangsbillede, mens Jersey Boys og Sunshine on Leith er stolte sekundanter.
I Greatest Days er turen kommet til 90’er-boybandet Take That, popsensationen fra Manchester og Robbie Williams’ springbræt til stjernestatus.
De satte teenagehjerter i brand med en blanding af disko, popballader og stadionrock.
Filmen handler om sygeplejersken Rachel, hvis hverdag består af at tilse syge børn og undgå kæresten, der lister faretruende rundt på frierfødder.
I et radioshow vinder hun billetter til en koncert med sit yndlingsband fra teenageårene, The Boys. De har hele Take Thats bagkatalog på repertoiret, og hun ved bare, at hun er nødt til at samle sin gamle venindegruppe for at tage dem med.
Problemet er bare, at de dårligt nok har talt sammen i 25 år.
Sympatiske Aisling Bea er god som Rachel, der er filmens anker i nutidssporet. Alligevel er filmen mere levende, når handlingen springer tilbage til hendes teenageår.
Den unge Rachel har det hårdt derhjemme, hvor hun og lillebroren kun kan se på, mens forældrene skændes hedt og hæmningsløst. For at få virkeligheden på afstand forsvinder Rachel ind i en fantasiverden, hvor The Boys støtter hende.
De er stylet som en vittighed fra The Simpsons, med slasket hår og uheldig 90’er-mode.
Det ville være let at affeje en teenagers altopslugende kærlighed til sit idol, men Greatest Days tager Rachels forhold til The Boys seriøst. For hende bliver boybandet et værn mod en virkelighed, der er svær at se i øjnene.
Men Rachels vigtigste støtter er hendes fire veninder, der er nøjagtig så højrøstede, energiske, usikre og vildt optimistiske, som enhver gruppe teenagepiger bør være. Vi ser det tætte sammenhold, de havde engang, og forstår, hvor stort et hul venindegruppens opløsning har efterladt i Rachels voksne liv.
Dermed er banen kridtet op for både smertelige og glædelige gensyn, da kvinderne efter mange år ser tilbage på de drømme, der engang betød alt for dem.
Greatest Days startede i teatret som en forestilling skabt af Tim Firth. Han har også skrevet manuskriptet, men uden at løse forestillingens allerstørste problem: At musikken ofte stemmer dårligt overens med historien.
Måske har Take That bare ikke nok forskellige sange at vælge imellem. De specialiserede sig i danserytmer og hjerte-smerte-sange, men selv når sangteksterne passer til historien, er det gerne de forkerte, der synger dem.
Teenagerne synger pophittet Relight My Fire, selv om deres gnist endnu ikke er gået ud. I klassikeren Back For Good er det den forkerte partner, der synger om at genoptage forholdet, mens et afpillet cover af Rule the World også føles temmelig malplaceret.
Måske skyldes det, at instruktør Coky Giedroyc har castet teenagere, der virkelig kan synge, mens de voksne komikere bare gør deres bedste og koncentrerer sig om skuespillet. Uanset hvad er man nødt til at være helt høj på nostalgi for, at det ikke skurrer.
Mamma Mia har også sine svagheder, men der har man i det mindste et indbydende græsk ferieparadis at fortabe sig i.
Greatest Days veksler mellem udkanten af London og Take Thats hjemegn i Lancashire med kun en sviptur til Athen, og det giver bare ikke samme fornemmelse af, at man får en charterrejse med i købet.
Ved at runde historien af med de mest karaoke-venlige ørehængere sikrer Coky Giedroyc, at i hvert fald gamle fans af Take That går fra biografen med et smil på læben.
Men for de fleste andre er filmen en frustrerende oplevelse.
Kommentarer