The Green Knight

Middelalderen er en myte.

Vores forståelse af perioden som et tilløb til renæssancen har måske mere at gøre med 1800-tallets romantiske historieskrivning end med virkeligheden.

Men én ting kan vi være sikre på.

Kristendommen gjorde ikke plads til andre guder, så det er en speciel verden for heltemodige riddere, der minder om mytologiske figurer som Thor eller Herkules.

Det er således ved Kong Arthurs og hans ridderes runde bord, at den unge Gawain (Dev Patel) en julemorgen bliver ført op til tronen og bedt om at fortælle en historie fra sit liv. Men han har aldrig udrettet noget, der er værd at fortælle de levende legender.

I det næste øjeblik braser en overnaturlig ridder i fuld rustning ind med en udfordring. En af de modige mænd må dyste med ham i en kamp, som året efter skal gentages i ridderens egen sal.

Gawain melder sig og hugger hovedet af ridderen. Kort efter samler fyren sit hoved op, lægger sin kæmpemæssige økse og forlader forsamlingen, men ikke før han rækker hovedet helt ind i kameraet og siger:

”Vi ses om et år.”

Dermed er Gawains skæbne blevet udstukket for ham, og et år senere tager han efter opfordringer på et begivenhedsrigt eventyr, der er visuelt blændende. Som altid i den slags historier er det rejsen og ikke målet, der er det vigtige.

Hvor de fleste film giver mest plads til sine skuespillere, burde det i stedet for Dev Patel og Alicia Vikander være fotografen Andrew Droz Palermo, der stod på plakaten.

Han arbejder for anden gang sammen med instruktør og manuskriptforfatter David Lowery. Første samarbejde var A Ghost Story fra 2017, hvor de producerede en metafysisk horror-fortælling med et minimalt budget på 100.000 dollars.

Nu har det træfsikre produktionsselskab A24 hevet fat i duoen og ganget budgettet med 150. Resultatet er spektakulært i alle facetter af ordets betydning.

Med kamerakørsler, frøvinkler og panoreringer bliver den middelalderlige verden gjort monumental på en metafysisk måde. Den hovedløse kriger er titlens grønne ridder, og hans ansigt tilhører ikke et menneske, men et væsen lavet ud af grene og træstubbe. Det er dog intet sammenlignet med, hvad Gawain ellers møder på sin dannelsesrejse.

Et formidabelt produktionsdesign indhyller den britiske verden i tåge og hiver al vanlig livsglæde ud af den. Tilbage står kun det ridderlige heltemod. Og her passer vores unge hovedperson ikke særligt godt ind.

Når Gawain vandrer i tusmørket, ser man på hans silhuet, at øksen er for stor til ham. Gennem det nordlige landskab må han slæbe den efter sig.

Hvis myten om Kong Arthur og sværdet i stenen er historien om mennesket, der kan leve op til sin legende, er The Green Knight det modsatte. Mennesket, der gang på gang fejler, bliver ved med at forsøge uden at forstå hvorfor.

David Lowery moderniserer en 1000 år gammel myte ved at rykke rundt på fortællingens oprindelige byggeklodser. Det kan man høre i filmens musik, der er moderne kompositioner, men leveres med fløjter, lirer og keltisk kor.

Filmen holder sig i det metaforiske som et folkeeventyr med marionet-hovedroller uden mange karaktertræk. Derfor er der sjældent meget sympati at hente hos Gawain.

I stedet kan man lade sig opsluge af filmens mange fortræffelige billeder, der er lige så dybe som den sø, han en nat må dykke ned i. Hernede skifter månelyset pludselig farve til det blodrøde, men fortager sig hurtigt og erstattes af en stjernehimmel.

Filmen giver ikke noget svar på, hvorfor vi finder sådan noget på bunden af en sø. Men det er vildt fascinerende og med til at skabe et inciterende univers, hvor selve fortællekunstens væsen er under forhandling.

Som en myte stikker The Green Knight i alle mulige retninger. Hvis Gawain render ind i en mystisk mand i begyndelsen af filmen, vender han nødvendigvis ikke tilbage i slutningen. Derfor er det umuligt at regne filmen ud – end ikke ved slutningen.

Det er slet og ret årets fantasyfilm.