Grinchen

Film om ondsindede personer, der indser, at de måske har taget fejl, gør sig godt ved juletid. 

Nu er den grønne julehader Grinchen igen klar til at ødelægge julehyggen i december. Men denne gang i en animeret version, der er noget mere pussenusset end den atten år gamle live action-film med Jim Carrey. 

I den idylliske by Hvemstup gør hvemmerne sig klar til jul, mens Grinchen sidder på sin bjergtop og skuler ondt ned mod byen. 

Hvemmerne summer nemlig af juleglæde, og alle fryder sig over at skulle fejre med familie og venner. For at undgå alt julehalløjet har Grinchen gemt sig væk i sin bjerggrotte, hvor han bruger det meste af tiden på at trøstespise. 

Da han opdager, at Hvemstrup har besluttet, at julen i år skal fejres tre gange mere end sidste år, må han slå næven i bordet. Det skal være slut med alt det julepjat, så han lægger en ond plan for at forpurre løjerne. 

Imens går den lille Hvem-pige Cindy Lou rundt og er bekymret for sin hårdtarbejdende, enlige mor. Sammen med vennerne beslutter Cindy Lou, at julemanden er den eneste, der kan hjælpe hendes mor, og derfor lægger de en plan for at fange ham. Så skal børnene bare vente på, at det bliver julenat. 

Fortællingen om den sure Grinch er en sød, men letfordøjelig version af Dr. Seuss’ klassiske julefortælling fra 1957. 

Det er skaberne bag Grusomme mig, der står bag den nye animerede udgave. Historien om Grinchen er da også som skabt til et animeret univers, som emmer af opfindsomme og charmerende detaljer. 

Sammenlignet med Jim Carreys Grinch er den animerede ikke helt så ondskabsfuld. Han er stadig egoistisk, ubehøvlet og alt det, Grinchen skal være, men der er også tilsat noget medfølende og uskyldigt, der gør denne Grinch en snert mere sympatisk. Det er klart et plus. 

Men desværre for filmen er det ikke kun Grinchens grove personlighed, der er blevet tonet ned – den overordnede fortælling er også mere idyllisk og hyggelig, og derfor bliver det ret kedeligt. 

I stedet for at fokusere på, hvad Grinchen savner i sit liv, er fokus på ligegyldig falde-på-halen-komik, når Grinchen skal stjæle en kælk og fange et rensdyr. 

Det starter ellers meget godt. 

Grinchen er bitter over sin tilværelse, og Cindy Lou er bekymret for sin mor. Men man finder aldrig rigtigt ud af, hvad der sker med deres problemer. Filmens slutning er nemlig et antiklimaks, hvor man sidder tilbage og føler, at et eller andet mangler. 

Selvfølgelig er Grinchen henvendt til det yngre publikum, men andre animationsfilm formår at have noget underlæggende mere alvorligt og dybdegående, som gør, at voksne også bliver grebet. Det er desværre ikke tilfældet her. 

Og for at være sikker på, at vi er med, fortæller filmen ordret, hvad publikum skal tænke. Grinchen siger, hvorfor han vil forpurre julen, mens det forklares, hvad julens sande værdier er. 

Det er simpelthen ikke nødvendigt. Det yngre publikum skal nok forstå, selv om alt ikke bliver skåret ud i pap. 

Grinchen kunne ellers nemt have været en favorit blandt det ældre publikum, for der er noget basalt hjerteskærende ved den grønne Grinch, som sidder alene på sin bjergtop. Desværre får publikum ikke lov til rigtigt at føle noget, for der er intet intenst eller oprigtig rørende på noget tidspunkt. 

Det må altså godt gøre en lille smule ondt!