I Griselda lappes skudsår med menstruationsbind, kokain smugles i bh’er, politiet oplever sexchikane på arbejdspladsen, og narkobaroner bliver gravide.
Netflix-serien, der er skabt af mændene bag Narcos, genfortolker gamle gangsterhistorier i nye, feminine retninger.
En god idé, men serien spænder desværre ben for sig selv med sin platfeministiske skildring af virkelighedens Griselda Blanco, også kendt som ”The Godmother of Cocaine” – kokainets gudmor.
Kynisk styrede hun narkohandel og var en central spiller i en voldelig narkokrig i USA i 1970’erne og ’80erne. Hun anslås at have 200 drab bag sig – heriblandt en toårig dreng – og blev selv likvideret i 2012, 69 år gammel.
I serien fremstår hun som en feministisk helt, og det er åndelig dovenskab at fritage kvinder for moralsk ansvar, så længe de fremstår som girl bosses.
Griselda blev født i Colombia, men da hun kom i konflikt med myndighederne i sit hjemland, slog hun sig ned i New York for at etablere et narkoimperium.
I serien på seks afsnit er baggrundshistorien omskrevet, så vi introduceres til en flygtende Griselda Blanco, da hun med sine tre drenge flygter fra Columbia til Miami. Bag sig har hun en fortid som først prostitueret og siden hustru til en narkokriminel.
Man får med det samme sympati for Griselda, der i skikkelse af smukke Sofía Vergara har charme, selvtillid og en uendelig morbekymring for sine tre drenge.
Hun slår pjalterne sammen med veninde Isabel (Vanessa Ferlito), der også er flygtet fra en kriminel og voldelig husbond. Isabel kæmper for at skabe en ren sti med et meget lidt besøgt rejsebureau, hvor Griselda som en vennetjeneste får arbejde.
Men hurtigt viser det sig, at der under den yngste drengs bamse ligger et kilo ren kokain, som den gæve forretningskvinde har tænkt sig at sælge på det lokale sorte marked.
Herfra ruller en Breaking Bad-agtig historie om en kvinde, der i første omgang gør, hvad hun kan for, at hendes drenge skal have de bedste muligheder i det fremmede land.
Men gradvis bliver det mere og mere tydeligt for alle – undtagen hende selv – at kriminaliteten mest sker for hendes egen vindings skyld. Og til sidst bliver det på bekostning af drengene, der konstant fotograferes i strålende modlys, leende i hinandens arme, så man skulle tro, et det var en reklame for Kinder-æg.
Reklamer i form af product placement er der i øvrigt masser af i serien, der får slået et slag for Adidas, Jack Daniel’s og McDonald’s.
Sofía Vergara, der brød igennem som sjov trofæ-kone i Modern Family, spiller Griselda uden den nødvendige dybde. En barnemoderske og organiseret kriminel med så meget ødelæggelse på samvittigheden må indeholde et indre mørke.
Vergara spiller indimellem iskoldt, hvor hun ikke er til at få øjnene fra.
Men der er alt for mange scener, hvor girlbossen mest ligner en praktikant i narkoverdenen, når hun stirrer forfærdet på blodpletter, kaster op af skræk eller vandrer hvileløst rundt med moralske skrupler.
Eller skal trøstes og rådgives af de mange mænd, der af uvisse årsager følger den forskræmte narkobaronesse hele vejen ind i døden.
Det giver en reelt dårlig smag i munden, at hun fremstilles som et offer, vi skal have ondt af. Særligt fordi serien på overfladen fremstår feministisk, men i udførslen bliver pink power ganske udvasket.
Det er ikke troværdigt, at Vergaras Griselda kunne få typer som Pablo Escobar til at ryste i bukserne, som han citeres for at have sagt i seriens forord.
Vores egen Sidse Babett Knudsen viser mafiosa-kunsten langt bedre i den danske Kød & blod, hvor voldsparathed og kvindelig varme smelter sammen i en frygtindgydende, ikke-selverkendt ondskab.
Griselda er en ommer.
Kommentarer