The Grudge

The Ring, Dark Water, Pulse, One Missed Call. The Eye. 

Alle titler har det tilfælles, at de er amerikanske genindspilninger af japanske horrorfilm. Nogle mere vellykkede end andre, men især én serie formåede at blive en publikumssucces og få en kultstatus blandt fans længe før genrens renæssance, som vi oplever i disse år. 

The Grudge. 

Bare navnet er nok til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen og ikke mindst håret. For som enhver kender af serien ved, indgår hænder og hår i en djævelsk symbiose. 

I den første film undgår Sarah Michelle Gellar ikke at mærke et par ekstra hænder, der i en brusebadsscene kommer ud af hendes hoved – et chok, som gentages i den nye udgave.

Huset viser sig et gemme på flere mord, og det er nogle vederstyggelige af slagsen. En hævntørstig ånd forbander alle personer, der vover sig ind i huset. Snart står det klart for Muldoon, at hun må finde en måde at stoppe ånden på, før det er for sent for hende og sønnen. 

”Når nogen dør i raseriets vold, bliver en ny forbandelse født samme sted. Er du først trådt ind i huset, giver den aldrig slip igen.” 

Disse ord byder os velkommen i starten af filmen, som virkelig forstår med sin stille og nervepirrende opbygning at lade rædslen tage plads i os. 

Instruktør Nicolas Pesce har sagt, at han har hentet inspiration fra klassikeren Eksorcisten ogden canadiske The Changeling. Og generelt er det lykkedes for instruktøren at inkorporere den frysende uhygge. 

The Grudge skulle oprindelig have været en komplet reboot af de amerikanske genindspilninger fra 2004 og 2006. Men i stedet må filmen anses for at være en form for nyfortolkning, der finder sted mellem begivenhederne i de to første amerikanske film.

Skuespillerne og filmholdet gør tydeligvis alt, hvad de kan for at vise, at de ikke står i skyggen af de tidligere The Grudge-film.

Unge Nicolas Pesce har udtalt, at filmen ville blive mere mørk og både mere fysisk og psykisk voldelig.

Der er da også en anden voksen tone, som gør, at man bliver involveret mere i karaktererne og historien. Til gengæld føles horror-øjeblikkene til tider ude af kontekst.

En scene på en terrasse om natten minder mere om en middelmådig zombiefilm fra 1980’erne. Og til sidst forvandles den rolige opbygning af uro til en heftig montagesekvens af blod og vold, som virker helt malplaceret.

Scener, hvor et ansigt langsomt kommer til syne og for så at forsvinde igen, er nok til at få pulsen til at stige.

Nye publikummer skal nok få en intens oplevelse, men hvis man kender universet, kan man ikke undgå at sidde med en følelse af at have set det hele før. 

I modsætning til den første film, der gjorde, at nogle mennesker ikke turde vaske hår med lukkede øjne, vil uhyggen i denne film nok snart være glemt.

The Grudge anno 2019 er mest et hurtigt gyserfix.