Guardians of the Galaxy

Når de står på rad og række, ser hovedpersonerne fra Guardians of the Galaxy temmelig fjollede ud.

Peter Quill er ganske vist ret almindelig. Men hans ledsagere er en grønhudet babe, en talende vaskebjørn, et bjerg af en blå-rød slagsbror og et antropomorft træ. De ligner med andre ord ikke ligefrem den sammentømrede gruppe, man ville vælge til at beskytte galaksen.

Guardians of the Galaxy gør en dyd ud af aldrig at tage sig selv højtideligt, og den er på alle måder den hidtil mest spacede af de senere års Marvel-filmatiseringer.

På klassisk tegneserie-manér begynder den med at optegne helten Peter Quills baggrundshistorie. I 1988 er hans mor dødeligt syg, og det er mere, end den unge dreng kan kapere.

I afmagt flygter han fra hospitalet, hvor hun er indlagt, og på en græsplæne udenfor suges han op i et rumskib. Med ét skifter filmens tone fra dødelig alvor til galaktiske løjer.

26 år senere er Peter blevet en slags småforbryderisk udgave af Indiana Jones. Han suser rundt i sit eget rumskib for at tiltuske sig værdifulde klenodier. En dag stjæler han en kugle, men det viser sig, at kuglen har en helt særligt kraft, som superskurken Ronan vil gøre alt for at få fingrene i.

Peter Quill må tage benene på nakken og flygte fra planet til planet. Der udstedes en dusør på ham, men da to fjogede dusørjægere – den vaskebjørnslignende Rocket og træet Groot – finder ud af, at kuglen er mere værd end dusøren på Quill, vælger de at slutte sig til ham.

Senere får de følgeskab af den smukke, men grønne Gamora og den enorme Drax, der begge søger personlig hævn over Ronan.

Fælles for de fem er, at de er udskud, der på hver deres måde står uden for samfundet. Deres samarbejdsevner er derfor elendige. Og det må de lave om på, hvis de skal have nogen chancer for at overvinde de onde kræfter, som Ronan og hans hær besidder.

Guardians of the Galaxy er grundlæggende en simpel fortælling om kampen mellem det gode og det onde og om det venskab, hovedpersonerne knytter på deres rejse. På den måde er der ligheder med Star Wars og en anden Marvel-filmatisering, nemlig The Avengers.

Men til forskel fra de to patos-fyldte fortællinger søger Guardians of the Galaxy oftere et grin end at vække de helt store følelser.

Muskelbundet Drax forstår alt bogstaveligt, hvilket giver mange underholdende misforståelser. Og det er virkelig sjovt, når Peter Quill skal fortælle sine galaktiske venner om planeten Jordens største kulturskatte og vælger Kevin Bacons præstation i Footloose.

Den konstante strøm af jokes gør filmen underholdende. Men den forhindrer også et større følelsesmæssigt engagement, der gør, at man let bliver uinteresseret i, om hvorvidt heltene når at redde universets eksistens eller ej.

Da den endelige krig mellem de gode og de onde kommer til sidst, er det svært rigtigt at lade sig gribe af den obligatoriske kamp mellem rumskibe. For nu var det hele lige så sjovt!

Skuespillerne synes også at søge det komiske frem for de store følelser. Og det fungerer faktisk ganske glimrende. Især Bradley Cooper, der lægger stemme til den snarrådige og våbenliderlige Rocket, og Vin Diesel, der er stemmen bag Groot, er godt castet. Chris Pratt spiller Peter Quill, og han er særdeles troværdig som ubekymret drengerøv. Det kniber mere i de scener, hvor han skal træde i karakter som universets sidste håb.

Noget af det, der fungerer allerbedst i Guardians of the Galaxy, er brugen af musik, som blandt andet er hentet hos David Bowie, Jackson 5 og Marvin Gaye. Som noget ganske originalt i en tegneserie-filmatisering fungerer musikken som en kontrast til billederne, og det bringer noget tiltrængt forfriskende til kampscenerne i det ydre rum. Som når en flugt fra et fængsel akkompagneres af Rupert Holmes Escape (The Pina Colada Song).

Det bliver spændende at se, hvordan serien vil udvikle sig i næste film. En to’er er nemlig allerede i støbeskeen.