Guardians of the Galaxy Vol. 2

Vi kender alle festen, som ingen vil hjem fra, fordi menneskene, musikken og omgivelserne går op i en højere enhed, og som får alle til at blive hængende til den lyse morgen.

Sådan føles det nye kapitel i historien om den rumbaserede superheltegruppe Guardians of the Galaxy.

I startscenen stikker det lille, træagtige rumvæsen Baby Groot (Vin Diesel) med besvær jackstikket i et musikanlæg og frem brager 70’er-hittet Mr. Blue Sky med Electric Light Orchestra.

Groot danser løs, men i baggrunden kan vi se resten af hans heltehold, der hektisk kæmper mod et stort, klamt rumvæsen, der ligner en blanding mellem en ile og en blæksprutte.

Festen er i gang, og den er alt andet end kedelig. Soundtracket spiller gennem filmen jævnligt rock- og pophits fra 70’erne og 80’erne, der ligesom i den første film skaber en genial kontrast til det syrede og futuristiske univers.

Filmens hovedhistorie starter, da Star Lord aka Peter Quill (Chris Pratt), som er gruppens leder, møder sin far Ego (Kurt Russel).

Russel er perfekt castet som far til den 80’er-glade rumhelt, fordi vi alle kender ham som 80’ernes actionfilmhelt nummer et. Det minder om første gang, vi så Sean Connery som Indiana Jones’ far og tænkte: Selvfølgelig.

Ego sammenligner sig selv med en gud, og hans kødelige krop er bare en lille del af en stor, levende planet. Han har planer om at skabe liv flere steder i galaksen, og Quill står med valget mellem gudelivet med sin far og rumeventyret med sine venner, der igen har bøvl med skurken Nebula (Karen Gillan).

Den skaldede kæmpe Drax (Dave Bautista) møder på Ego-planeten den – synes han – meget frastødende Mantis, der ellers bliver spillet af den med menneskeøjne ganske pæne Pom Klementieff. Hun er Egos kæledyr, men virker ikke helt så begejstret for ham.

Bautista brillerer som det socialt akavede muskelbundt, der med stor fornøjelse uddeler tørre tæsk og kaster sig ud i livsfarlige situationer med et højtråbende grin.

Filmens persongalleri byder på flere slags spraglede væsner lige fra den hidsige og sarkastiske vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper) til den smølfeblå antihelt Yondu (Michael Rooker), der med sin fjernstyrede pil ville kunne få Robin Hood til at tisse i skoene.

Det er et skørt univers, der aldrig føler sig for fint til at lave popkulturelle jokes, og både David Hasselhoff fra Baywatch og den gule spilfigur Pac-Man optræder skam i filmen.

Faktisk er Guardians of the Galaxy Vol. 2 en spidskandidat til at være den sjoveste Marvel-film nogensinde. Samtidig formår det skarpe manuskript at jonglere med et stort persongalleri mindst lige så godt som The Avengers.

Heltegruppen er én stor familie, hvilket nok lyder blåøjet, men filmen formår i sandhed at få heltenes gruppedynamik fra den første film til at vokse sig større og stærkere her i anden ombæring.

Konstant driller de hinanden og konkurrerer som små børn. Man har aldrig set en superheltefilm med så mange sjofle jokes – som da Star Lord forklarer, at hvis hans pik havde en hånd, ville den kunne kaste bedre end nogen anden i universet.

Overraskende trækker handlingen ikke nævneværdige tråde ud til resten af Marvel-filmene, men har sin helt egen historie, som sagtens kan nydes, selv om man ikke har set de andre film. 

Det er pudsigt, fordi enhver nørd ved, at Guardians of the Galaxy kommer til at møde The Avengers i den helt store Marvel-sammenkobling Avengers: Infinity War. Dog er der masser af gemte godter, som hentyder til andre Marvel-tegneserier, for eksempel Sylvester Stalone, der i rollen som antihelten Stakar Ogord når at gendanne sin helt egen supergruppe, der i tegneserierne er kendt som Guardians 3000. 

Guardians of the Galaxy Vol. 2 viser, at en superheltefilm sagtens kan rumme et hav af karakterer uden at miste pusten, og det er rart at vide, at instruktøren James Gunn også skal styre festlighederne i trilogiens tredje runde.