En åbningsscene siger mere end tusind ord, og dokumentarinstruktør Victor Kossakovsky er en sand mester i disciplinen.
I hans forrige dokumentar, det hypnotiske vand-epos Aquarela, følger vi nogle mænd, der i et storslået islandskab bekymret lægger sig ned og forsøger at kigge gennem isen.
Da de endelig får skåret hul, ser vi, hvad de søgte efter: en hvid bil i det mørke vand. Pludselig kommer endnu en bil drønende hen over den isede sø, før den også forsvinder, og vi er øjeblikkeligt tryllebundet af dette farlige mysterium.
I Gunda er scenen mindre hæsblæsende, men på forunderlig vis lige så fængende, selv om det drejer sig om en sovende gris.
Victor Kossakovsky og hans norske co-fotograf Egil Håskjold Larsen, der stod bag flygtningemesterværket 69 Minutes of 86 Days udgivet på Ekko-dvd #33, benytter sig af en blændende clairobscur.
Et hul i et træskur bliver den smukkeste, sorte billedramme for grisen, der ligger med hovedet ude af skuret og lukkede øjne på et ordentligt lag hø.
Hun trækker vejret med små grynt.
Pludselig sker der noget inde i mørket – et lille hoved titter frem, og en pattegris triller fra sin mors hoved ud i lyset. Flere kommer til. Og det går op for os, at grisen Gunda ikke sover, men derimod er ved at føde med et lille grynt for hver en ve.
Og så kan livet ellers begynde for kuldet på henved ti pattegrise, der leger, fjoller, spiser og går på eventyr i det høje græs – altid med deres mors bevågenhed.
Hun fører an, når de skal på tur, og puffer gelinde de mest klodsede af grisene afsted.
De er hovedpersoner i den dialogløse film, hvor Kossakovsky også følger høns og køer. Det er dyr, som vi sjældent skænker en tanke, da de betegnes ”landbrugsdyr” og dermed er lig med føde.
Men i disse år er der ved at ske en omvæltning, som får os til at søge plantebaserede alternativer og tænke anderledes.
Således er der også opbrud i den evolutionsteoretiske verden, som Gunda uforvarende er et ypperligt eksempel på.
I 1859, hvor Darwin udkom med Arternes oprindelse, var man så småt i gang med de industrialiserede landbrug. Tanken om den naturlige selektion – at arv og miljø determinerer dyrenes egenskaber – gik godt i spænd med måden at forbruge dyr på, da man derved kunne se på dyrene som en masse, i stedet for individer med specielle præferencer.
Derfor nedtonede man også Darwins udvidelse af sin teori – den seksuelle selektion – som gik i glemmebogen, indtil Yale-forskeren Richard Pruhm i 2017 udgav The Evolution of Beauty.
Pruhm genopliver Darwins teori om skønhed. Hunner vælger ikke kun de hanner, der har de bedste gener, men rent faktisk også dem, som de synes er lækrest!
Og hanner fremavler ikke udelukkende deres prægtige kendetegn, som en farverig fjerpragt, ud fra et overlevelsesperspektiv. De gør det også, fordi de selv synes, den er smuk.
Det farlige ved teorien er, at dyrene pludselig får en personlighed, og så bliver det jo straks sværere at slå dem ihjel.
Gunda er en manifestation af netop dette. Det er dyrenes personlighed, der fastholder én.
Køerne fremstår dovent majestætiske i Kossakovsky og Håskjold Larsens portrætlignende fotografering. Og man fornemmer hele følelsesregistret, som hanerne gennemgår, da de fra deres lille bur kommer på græs for første gang.
Der er nervøs ængstelse i deres øjne og forsigtige, åh, så forsigtige skridt ud i det ukendte, før man aner dyb forundring og benovelse over den grandiose natur.
Men det er Gunda, der stjæler showet, med sin faste, men kærlige opdragelse. Og vi forstår for alvor den følelsesmæssige intelligens hos grise, da Gunda i en hjerteskærende afslutning løber rådvild omkring, da hun får frataget sit kuld.
Kossakovsky er en politisk instruktør. Hvor Aquarela debatterede klimaændringer og den globale opvarmning, er Gunda i høj grad et forsvar for dyrevelfærd.
Men vi får ikke budskabet stoppet ned i halsen, som det sker i den rædderlige Netflix-dokumentar Seaspiracy og andre af samme skuffe.
I stedet ophøjer Kossakovsky begrebet politisk filmkunst, der har været et skældsord siden 70’erne, ved at åbne vore øjne med en evigt nysgerrig, gudesmuk æstetik.
Det er vejen frem.
Kommentarer